torsdag den 23. december 2010

Archos 70 – Stadig gearet til underholdning, men…




Efter at have brugt Archos 70 nogen uger, som primær tablet i hjemmet er det blevet tid til at fælde den endelige dom over denne underholdnings tablet.

Det er fristende at kaste sig over Archos 70 og bruge lidt sideloading (det at installere apps fra SD kort i stedet for at bruge Marked) til at gør den til en fuld Google Android tablet. Archos 70 har ikke Android Marked og de kendte Google apps, Gmail, Maps osv. installeret fra ny. Der i mod har Archos leveret Archos 70 med et alternativt Marked, som godt nok indeholder mange gode apps, men som langt fra er Android Marked. Det er dog muligt at installere Marked og de andre Google apps, ved at bruge en software pakke som er rimelig nem at finde på nettet. Installerer man den har man pludselig en fuld version af Android, og det betyder at man nu kan installere alle sine ynglings apps. Om det er software pakken som ikke er 100% stabil eller blot Archos 70, som ikke er bygget til den brug ved jeg ikke, men oplevelsen er langt fra optimal.

Archos har også, medens jeg testede, frigivet en ny firmware til Archos 70, som giver den Android version 2.2. Dette bør under normale omstændigheder være et stort plus, men ikke på Archos 70. Efter opdateringen oplever jeg at systemet låser kortvarigt offerere end tidligere og virker generelt som om det er langsommere end under version 2.1. Dette er i stor kontrast til hvad jeg har set på de mobiltelefoner jeg har givet samme opdatering. Det kan være Archos’s tilpasning af Android 2.2 som ikke er perfekt, eller det kan være manglen på optimering af operativsystemet til Archos 70 som er skyldig. Jeg vil lige nu ikke anbefale at gennemføre opdateringen, hvis man ønsker den bedste tablet oplevelse.

Det er dog lidt uretfærdigt at dømme Archos 70 ud fra en række ting som den officielt egentligt ikke skal kunne. Så jeg vil lige et øjeblik kigge på mine oplevelser inden jeg opdaterede til 2.2 og installerede det lille hack. WiFi har aldrig fungeret helt optimalt. Under opsætningen af en WiFi forbindelse kan man vælge om powersave skal være slået til eller ej. Jeg er ikke sikker på om der egentligt er en forskel på om man vælger det til eller fra, men efter skærmen har været slukket blot ganske kort tid så mister man forbindelsen til det trådløse netværk. Det er som sådan okay for at spare på strømmen, men det tager meget lang tid at komme på igen og ofte lykkedes det slet ikke, og man skal ind i indstillingerne og lave en manuel tilslutning. Uanset hvordan man bruger en tablet så er internet adgangen for langt de fleste essentielt og derfor skal dette bare virke. Skærm orienteringen er en anden detalje jeg er faldet over. Det virker som om Archos 70 mister overblikket over hvordan den vender når skærmen bliver slukket. Det er stort set hver eneste gang jeg tænder for skærmen jeg oplever at orienteringen er forkert. Det er ikke sådan at den vender skærmen samme vej som da den blev slukket, det ville være til at leve med, men som om den vælger den modsatte retning af den vej som den bliver holdt når skærmen tændes igen.

Archos 70 har en næsten optimal tablet størrelse og den bedste lyd jeg endnu har hørt fra en tablet. Den er billig og den er derfor helt perfekt til det som den egentligt er født til nemlig underholdning, i form at musik, billeder og film. Prisen og kvaliteten gør den også oplagt over for en anden målgruppe, super brugere på et budget, og det er her man skal være lidt mere forsigtig. Archos 70 er nemlig ikke en traditionel tablet og vælger man at bruge den til det formål bliver man hurtigt skuffet.

Ønsker man sig en traditionel Android 2.2 tablet så er der kun Samsung Galaxy Tab på markedet i dag som kan leverer den oplevelse. Den er heldigvis på vej ned i pris og med rygter om en Galaxy Tab II på vej, så kunne det være at prisen får et yderligere tryk ned ad i starten af 2011. Jeg har i hvert fald valgt at lægge Archos 70 tilbage i æsken og finde Galaxy Tab’en frem igen for at se om den nu også kan leverer.

Min Archos 70 får dog ikke lov til at samle støv længe. Jeg skal have den igennem en factory reset og sat op til de unge mennesker i familien som film afspiller til længere bilture.  Her burde Archos 70 komme til sin ret og selv om jeg egentligt ikke anbefaler det så sideloader jeg nok Angry Birds på den også, da det spil ikke er til at komme uden om.

Læs også min første artikel om Archos 70 her, http://faaborgs.blogspot.com/2010/11/archos-70-gearet-til-underholdning.html

fredag den 17. december 2010

HTC Desire Z - Mine tanker efter 2 uger



Der er gået et par uger siden jeg pakkede min Desire Z op og jeg må erkende at jeg stadig er lige så begejstret som den første dag. Desire Z er noget nær den perfekt arbejds/privat mobil man kan forestille sig. Den har alle de ting man har brug for i arbejdsøjemed, Exchange adgang, office viewer, PDF viewer, en let og overskuelig kalender og et godt tastatur som er tilpas stort til man kan bruge det til længere mails. Der ud over er der film afspiller med DivX understøttelse, fuld DLNA og via Market, Angry Birds. Hvad kan man næsten forlange mere? Skærmen er ikke den største man har set på en Android mobil, men der skarp, tydelig og til at læse udendørs.

En anden ting jeg glæder mig over er at kameraet virker som det er bedre end den originale Desire. Det har samme opløsning, men billederne virker skarpere og mere farverige. LED lampen virker også bedre i mørke omgivelser og det betyder bedre billeder indendørs og når der er mangler lys. Er det helt mørkt skal man dog forsat ikke forvente mirakler. Den nye kamera software giver også bedre kontrol over indstillingerne.

En af mine bekymringer var hastigheden. Med en processor på ’kun’ 800 MHz kunne man forvente at den ville virke langsommere end den originale Desire. Det er dog ikke tilfældet. Sense UI, internet browsing og almindelig program afvikling virker lige så hurtig som det gør på den originale Desire.  Jeg vil tro at optimering af Sense UI og eventuel brug af en grafiks hjælpeprocessor gør udslaget. For at blive ved Sense UI, så har HTC ikke blot optimeret hastigheden, men også brugervenligheden. Flere ting er gjort endnu mere intuitive og oplevelsen er velkendt, blot bedre.  Den udvidede interne hukommelse til installation af programmer er en anden megen positiv oplevelse. Hvor man på den originale Desire skulle være forsigtig med hvor mange apps man installerede, så er der rigeligt med plads i Desire Z.

Der er dog lidt malurt i bægeret, alt kan jo ikke være perfekt. Den vejer 180g og det lægger man altså mærke til. Det er langt fra et problem, og man vender sig hurtigt til det, men når man navigerer sin Desire Z med én hånd mærker man det ved længere tids brug. Heldigvis er den fysisk kompakt og faktisk ikke voldsomt tykkere end den originale Desire, hvilket er ganske flot gået. Der er også noget med Sense UI. Når man har bruget en app i længere tid og vender tilbage til home screen, så er den lige som nød til at gendanne brugerinterfacet. Jeg oplevede også dette på den originale Desire, men langt fra så ofte. Batteriet er den sidste ting jeg vil tage op under, knapt så godt kategorien. På den originale Desire var batteritiden langt fra til at prale med, men på Desire Z er det endnu værre. Hvis man ikke har en lader liggende alle steder man pauser - hjemme, arbejde og i bilen, så løber man tør inden dagen er omme. Det er lidt ærgerligt, da en mobil der ligger så meget op til at blive brugt hele tiden, burde kunne arbejde omkring 18 timer ved normal brug. Jeg har ikke lavet nogen videnskabelig måling, men jeg regner ikke med mere end mellem 6 – 8 timers brug på min Desire Z.

Jeg er dog fortsat en glad Desire Z ejer og som jeg nævner i videoen går der forventeligt lang tid før jeg skal have den skiftet ud.

Læs også om mine første oplevelser med HTC Desire Z her, http://faaborgs.blogspot.com/2010/12/htc-desire-z-udpakning-og-frste-start.html

Kort om funktioner og forkortelser på fladskærms TV



Jeg har som en del af mit arbejde lavet en video om de funktioner og forkortelser man støder på i forbindelse med fladskærms TV i dag. Jeg syntes den var værd at dele da den formår på ca. 10 min. at komme rundt om langt det meste. Håber du for fornøjelse af den.

lørdag den 11. december 2010

Tablet markedsudviklingen 2011 – iPad vs. alle de andre


Det er blevet december og så er der jo tradition for at kigge det kommende år i kortene. Jeg vil her komme med mit bud på hvordan tablet markedet vil udvikle sig i Danmark i 2011, og for dem som kender mig og mine tablet præferencer så vil min konklusion nok komme bag på de fleste.

På tablet siden var april og november de helt store måneder i 2010. I april lancerede Apple iPad og i november sendte Samsung deres Galaxy Tab, som er den første egentlige konkurrent til iPad, på gaden.  Der var flere lanceringer i november som har interesse i forhold til udviklingen i 2011. Toshiba Folio 100, Archos 70/101 og Viewsonic Viewpad 7, kom også på gaden, og iPad blev officielt lanceret i Danmark.

Thosiba Folio 100 blev taget af hylderne kort efter lanceringen, Archos 70/101 har endnu ikke fået en officiel forhandler i Danmark og Viewsonic Viewpad 7 sælges kun via Telias hjemmeside. Samtidig har Samsung Galaxy Tab fået en noget kølig start og selv om Samsung kan fortælle at der nu er solgt over 1 million Galaxy Tab på verdensplan så er der ikke noget der tyder på at ret mange af dem er solgt herhjemme. Feltet af Android tablets er, trods en massiv lancering, meget hurtigt blevet tyndet ud. Det efterlader et enkelt produkt, nemlig iPad. Man forventer at omkring 30.000 iPad’s har fundet vej til danske hænder siden lanceringen i april, og efter den officielle lancering i Danmark er dette tal kun blevet større. Så status her ved udgangen af 2010 er iPad 30.000 stk. - Android 1.000 stk., og så er antallet af Android tablet nok sat lidt højt.

Android tablets har altså på ingen måde fået fodfæste den første måned efter lanceringen, på trods af de mange forskellige produkter som kunne have været på gaden. Spørgsmålet er så om det skal give anledning til bekymring på Android tablets vegne, eller det blot er en helt normal markeds reaktion. Markedet tog ualmindeligt godt imod iPad da den blev lanceret, og selv om man endnu ikke har et bud på hvor mange iPads der er solgt efter den officielle lanceringen i Danmark, så må det forventes at det er gået godt. Det kan så undre at markedet ikke er klar til at tage lige så godt imod en Android tablet. Rigtigt mange kender platformen fra deres mobil, og er glade for den. Det på trods så er markedet tilbageholdende og afventende.

Forklaringen på denne tilbageholdenhed skal findes to steder. Apple har fået opbygget et økosystem som i dag består af PC’er, bærbare, mobiltelefoner, MP3 afspillere og nu også en tablet. De har altid været kendt for den gode og ikke mindst trygge oplevelse som nye brugere af Apple produkter får, og det sammen med sikkerheden for indhold og underholdning fra iTunes, gør købet af en iPad til en relativ nem beslutning for eksisterende Apple brugere. Den anden del af svaret ligger i at Apple har 6 måneders forspring og i den tid har markedet taget iPad ind som en de facto standard og udviklingen af applikationer specielt rettet mod iPad er nærmest eksploderet de sidste par måneder. Der er ingen tvivl om at det er med til at sikre iPad endnu mere succes. Så de to vigtige drivere, som gør markedet langt mere venligsindet mod iPad end Android tablet, er trygheden ved et eksisterende økosystem og mængden af tilgængeligt indhold.

Der er efterhånden solgt rigtigt mange Android mobiltelefoner så flere og flere mennesker stifter bekendtskab med Android. Alt tyder på at Android vil blive det bedst sælgende mobil operativsystem i 2011, men på trods af de mange units i markedet så kan man på ingen måde tale om et Android økosystem. Android, som det er i dag, er beregnet til mobiltelefoner og selv om der er tablets på markedet der kører Android opfører de sig som store mobiltelefoner langt mere end en egentlig tablet. Der er også producenter som har eksperimenteret med at ligge Android på netbooks, dog uden det har været nogen succes. Som jeg konstaterede tidligere findes der stort set ingen applikationer udviklet decideret til Android tablets. Samsung har lavet et par stykker til deres Galaxy Tab, men det er også det. Google har ved flere lejligheder udtalt at Android 2.2, og nu 2.3 ikke er skrevet til at køre på en tablet formfaktor og efter at have testet flere tablets med Android må jeg erkende at de til dels har ret. I 2011 kommer Honeycomb, som forventeligt bliver til version 3.0 af Android, og den version kommer til at indeholde tablet funktioner, som et langt stykke hen af vejen får Android til at opføre sig, på sammen måde som iOS gør på en iPad. Der kan dog være lang tid til, engang i 2011, og Apple kommer kun længere foran for hver måned der går.

Hvis Google mener at de skal have en position på tablet markedet så skal Honeycomb ud og det skal ske meget snart. Går der endnu 6 måneder giver det Apple muligheden for ikke blot at sætte sig solidt i fører positionen på tablets, men også at lancere version 2 af iPad, som efter sigende kommer i starten af april. Sker det, så bliver det rigtigt svært, for Android tablets, at komme i nærheden af iPad i 2011. Der er flere Windows 7 baseret tablets på vej og MeeGo tablets er der allerede i dag. Jeg forventer dog ikke at de i 2011 kommer til at kunne levere salgstal der kommer i nærheden af hverken Android tablets eller iPad. Den eneste egentlige mulighed for at sætte iPad til dørs i 2011 kunne komme fra RIM og deres PlayBook. RIM har rigtigt godt fat i Nordamerika og store dele af Europa og PlayBook kunne være deres mulighed for også at få den succes i Danmark.

Konklusionen må blive, at med mindre Google leverer Honeycomb i starten af 2011 og udviklingen af tablet specifikke applikationer hurtigt tager fart, eller RIM PlayBook kan vise sig at tage store markedsandele så bliver 2011 endnu et år hvor iPad kommer til at dominerer tablet markedet fuldstændigt.

onsdag den 1. december 2010

HTC Desire Z - Udpakning og første start

Udpakning og første opstart af HTC Disre Z

En venlig sjæl har hjulpet mig med at sikre en HTC Desire Z landede i min postkasse og jeg har skudt ovenstående video af hvad der er med i kassen og den første opstart af telefonen.

Jeg har glædet mig rigtigt meget til at prøve Desire Z, da jeg altid har været stor fan af telefoner med et fuldt qwerty tastatur. Den sidste jeg havde på mig i en længere periode var en HTC Touch Pro2, men jeg har også brugt Nokia N97, E72 og N900 over de sidste par år. Tastaturet på Nokia N900 er nok stadig et af de bedste jeg har prøvet, men efter hvad jeg har prøvet ind til videre så kunne det se ud til at Desire Z sniger sig forbi, ikke mindst på grund af den gode plads der omkring og mellem tasterne. Vandringen og klik fornemmelsen på Desire Z er helt i top.

HTC har opdateret Sense brugerfalden i Desire Z i forhold til den originale Desire. Der er ikke store visuelle ting de er ændret, men lang række små ting som gøre oplevelsen af Desire Z meget mere gennemført og brugervenlig. De originale Android versioner af Twitter og Facebook er nu indarbejdet direkte i Sense UI og linkningen af en person på tværs af de forskellige sociale platforme er blevet helt automatisk og virker forbavsende godt.

Der ud over har HTC valgt at præinstallere Amazon MP3 og SoundHound, som ikke var med på den originale Desire. Der er også dukket et par nye HTC apps op. Der er HTC Hub som er links til ekstra temaer, baggrunde og ringetoner som kan downloades. HTC Likes kunne jeg forestille mig var apps anbefalet af HTC, men jeg kan ikke få app'en til at virke. HTC Locations virker lidt som en HTC version af FoureSquare krydset med Google Places, men jeg må erkende at jeg endu ikke har fået brugt nok tid på denne app. HTC har også udviklet et bilpanel som gør brugen af Desire Z i bilen nemmere via nogen store knapper som giver hurtig adgang til navigation, telefonen og indstillinger. Den sidste nye app er Overfør data. Desværre er den kun i stand til at overfører mine kontaktpersoner fra min 'gamle' Desire til Desire Z. Jeg havde håbet på at SMS/MMS og internet bogmærker kunne været komme med også. Programmet siger at det er en mangel i Bluetooth protokolen på den originale Desire som er synderen.

Jeg har på nuværende tidspunkt kun brugt Desire Z i knap 24 timer, men allerede nu ser det ud til at jeg har fået mig en ny favorit mobil. Jeg har faktisk kun en ting som jeg er lidt bekymret over, og det er vægten. Med sine 180 gram er den noget tungere end en 'normal' smartphone, men jeg fra da jeg brugte Touch Pro2, som også vejer godt til, at man vender sig til det.

Når jeg har haft gang i Desire Z i omkring 1 - 2 uger vender jeg tilbage med mine tanker. Jeg er spændt på hvordan ting som batteritid, kamera og den interne hukommelse ter sig efter at have været i gang i forskellige situationer, men som sagt meget mere om det når jeg har haft noget mere tid sammen med HTC Desire Z.

Update: Læs mine oplevelser af Desire Z efter nogen ugers brug, http://faaborgs.blogspot.com/2010/12/htc-desire-z-minetanker-efter-2-uger.html

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...