mandag den 11. marts 2013

Det er ikke Windows 8 der fejler, det er Windows RT



Over de sidste måneder har kritikken haglet ned over Windows 8, og Windows 8 er af flere blevet sammenlignet med Microsofts til dato værste Windows lancering - Windows Vista. Tallene taler deres tydelige sprog, og lige nu er salget af Windows 8 lavere end Windows Vista sammen antal måneder efter dens lancering. PC salget faldet, iPad’en er fortsat de facto standarden for tablets, og nu har Apple også sat sig hård ikke blot på 10” markedet, men også 8” tablets. Har Microsoft fejlet med Windows 8, og hvad kan de gøre for at redde deres dominans på de personlige computere?

De store PC producenter er ikke i tvivl om, at Microsoft har fejlet. Flere af de helt store som, Acer, Lenovo og seneste Samsung har offentligt givet Windows 8 skylden for det svigtende PC salg. Deres vurdering er, at Windows 8 skræmmer kunderne væk fordi det er for svært at bruge og at den nye brugerflade skaber mere forvirring end den gavner brugeroplevelsen. Ud over ændringen i Windows har Microsoft valgt at lancerer deres egen hardware serie - MS Surface. Noget der heller ikke har hjulpet på tilfredsheden blandt PC producenterne. Spørgsmålet står nu tilbage er det Windows 8 og den nye brugerflade der stopper salget af nye PC’er eller er de nye produkter PC producenterne sender på gaden, der ganske enkelt ikke er gode nok?

Microsoft udtalte, da de lancerede Surface serien, at den blev sat i verden fordi Microsoft følte, at PC producenterne ikke forstod, hvad Microsoft ville med Windows 8. Jeg syntes også dette blev tydeligt da vi så de første forslag fra de store producenter omkring Windows 8 lanceringen. Den hardware der kom på gaden bragte ikke noget nyt til markedet, og gjorde ikke nok brug af den nye Windows 8 brugerflade. Det gjorde MS Surface derimod, og den var et meget klart billede af, hvad det var Microsoft ønskede sig af Windows 8. Det interessante er, at MS Surface ikke har solgt særligt godt, og selvom salgstallene for Surface Pro endnu ikke er offentliggjort er der fortsat meget, der tyder på, at kunderne heller ikke har kunnet tilslutte sig Microsofts nye vision med Windows.

Betyder det, at PC producenterne har ret? Er Windows 8 fejlet? Jeg er ikke sikker på, at det er så enkelt at svare på. Det er muligt, at Microsoft har villet for meget med Windows 8, og ved at skabe en touch fokuseret version af Windows, der fortsat giver adgang til desktoppen, har givet brugeren for mange muligheder.

Set med mine øjne er Windows RT den mest korrekte version af Windows, og det var den der burde have fået mest opmærksomhed ved lanceringen. Microsoft forsøgte at skabe den opmærksomhed da de valgte at frigive Surface RT først, men mange forstod ikke hvad det var Microsoft forsøgte at vise. Jeg føler, at Windows RT er det Windows meget gerne skulle blive til over de næste par generationer, hvis Microsoft skal have nogen som helst chance for at tage kampen op med Apple på tablet markedet. Men hvis Windows RT er fremtiden, hvad betyder det så for Windows 8?

Microsoft kan ikke på nuværende tidspunkt tillade sig at droppe bagud kompatibiliteten. Dertil er der alt for mange virksomheder, der har brugt alt for mange penge på investeringer i udvikling af Windows kompatible programmer. Derimod burde den almindelige forbruger ikke være nær så afhængig af ældre Windows programmer. iPad’ens vækst og voldsomme popularitet har vist netop dette. Windows 8 er altså en nødvendig hybrid på vejen mod en ny og mere fremtidsrettet Windows. Det kommer til at tage tid for virksomheder, udviklere og brugere at vende sig til den nye retning Microsoft har valgt. Jeg ser, at Microsoft vil fortsætte udviklingen af Windows i to retninger. En version der primært er desktop drevet, beregnet til virksomheder og professionelle, der ikke kan slippe gamle dyrt udviklede programmer. Den anden version vil læne sig tungt op af den retning Windows RT har lagt ved at lægge mere og mere afstand til desktoppen. Over tid ser jeg desktoppen flytte i skyen og udelukkende være tilgængelig som virtuel desktop fra en dedikeret server.

Hvorfor ikke blot fortsætte med en samlet version, som Windows 8 i dag? Ved at tage afstand til desktoppen vil Microsoft kunne udvikle et mere simpelt og fokuseret OS til privat brugere. Brugere der primært ønsker sig en nemt at bruge touch baseret personlig computer. Den personlige computer er ved at ændre sig fra en enhed der primært bruges med tastatur og mus, til en enhed der primært bruges med touch. Touch baserede apps er ved at være så avancerede, at en gennemsnitsbruger kan udføre 90% af alle opgaver på en ren touch baseret enhed. Af de ganske få opgaver der stadig skal udføres med et tastatur og en mus er Office i centrum for langt de fleste af dem. Det er da også Office langt de fleste iPad brugere savner for at gøre deres iPad perfekt. Microsoft har løsningen på dette problem i form af Windows RT. Antallet af apps til Windows RT skal fortsat vokse markant for at platformen endeligt kan tage kampen op med iPad’en, men udbuddet vokser stille og roligt, og Microsoft har tid til at vente lidt endnu.

En sidste fordel ved at fokusere på Windows RT til private er, at det bliver muligt at integrere Windows RT og Windows Phone langt bedre. Det er helt oplagt, at disse to platforme skal forenes, og derigennem tilbyde brugerne en langt mere sammenhængende oplevelse. Her har Ubuntu faktisk vist vejen frem for Microsoft. De har med deres Ubuntu Touch udspil valgt den helt oplagte splitscreen løsning. Når en apps minimeres til den ene side af skærmen (som det også er muligt i Windows 8/RT) vises mobil versionen af app’en og når den så igen gøres fuldskærms vises tablet versionen. Brugte Microsoft Windows Phone brugerfladen, når en app dockes, på en Windows tablet vil det gøre det endnu nemmere for brugeren at skifte til Windows Phone. De kender jo allerede alle apps, og der er derfor stort set ingen barriere.

Windows 8 har ikke løftet salget af PC’er som producenterne havde håbet, men jeg tror heller ikke, at det var været Microsofts mål med Windows 8. Problemet er ikke kun et software problem. Window 8 er ikke som de tidligere versioner af Windows, og kræver nytænkning af både Microsoft, PC producenterne og kunderne.

PC producenterne har fortsat en del hardware arbejde tilbage før de er i mål med en personlig computer anno 2013. Apple har lagt grundstenene med iPad’en, og Microsoft har bygget videre på det med Surface. Windows 8 kan stadig nå at blive en succes, men kravet er, at brugerne forstår den, og at de kan finde de apps de har bruge for. Dette kræver en større installations base, og den kommer ikke fra brugere der allerede har en PC, de får nemlig ingen glæde af Windows 8. Den skal komme gennem ny indkøb af personlige computere der forstår at dække brugernes behov for en fiks og enkel touch baseret løsning.

Microsoft bære også en del af ansvaret for sådanne enheder skal ikke kun kunne være 10.1”, men skal kunne være både større, og vigtigst af alt - mindre. Disse enheder skal arbejde meget bedre sammen med Windows Phone, og de skal gøre det let for udviklere at udgive apps til alle Windows platforme. Microsoft er i gang med at leverer på disse ting. Licensprisen for Windows på enheder med en skærm under 10” bliver sat ned til en fjerdedel af prisen, og med Blue opdateringen, der kommer senere på året, bliver det endnu nemmere at flytte apps mellem Windows og Windows Phone.

Windows 8 er ikke målet, men vejen til målet.

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...