mandag den 16. juli 2012

Juni 2012 - En måned der ændrede IT verden

Der er lagt op til en spændende kamp om den personlige computers fremtid

Juni 2012 vil blive husket i IT historien, som en måned der bød på rigtigt mange overraskende strategiskift fra en række af markedets førende spillere. Ikke nok med det så var juni 2012 også den måned hvor tablet og PC kategorierne blev vendt på hoved. Jeg vil starte her med at løbe juni måneds events igennem, og derefter forklare hvad jeg mener.

Computex
I starten af juni blev Computex 2012 afholdt. Der var store forventninger til denne messe da det med stor sandsynlighed ville blive her vi fik de første rigtige Windows 8 PC’er at se. Acer og Asus skuffede da heller ikke, og viste hver især en række innovative løsninger frem. Produkt lanceringerne delte sig i to grupper, tablet hybrider og Ultrabooks med touchskærm. Alle disse nye produkter fik de behørige uhh’s og ahh’s med på vejen, men det var lidt som om der manglede noget. Selv om både Acer’s og Asus’s nyheder var spændende og interessante havde alle håbet på mere innovation. Dette dog uden nogen kunne pege på hvad de helt nøjagtigt savnede.

Apple Worldwide Developer Confrence
Ugen efter Computex afholdt Apple sin årlige udviklerkonference. Her løftede de sløret for Mountain Lion (seneste version af OS X) samt hvad iOS 6 ville byde på. Da stort set alle nyheder i Mountain Lion var kendt i forvejen, grundet en developer beta allerede ude i markedet, bød denne del af præsentationen ikke på mange overraskelser. iOS 6 får en del forbedringer, men som med Mountain Lion, ikke noget der for alvor væltede nogle af stolen. Vigtigste forbedringer var videreudvikling af notifikationer, og en Siri opdatering. Apple viste også opdateret MacBook hardware. Her var tale om naturlige forbedringer bygget omkring Intel’s seneste chipset og processor. Der var dog en ægte nyhed, en MacBook Pro med retina display. En imponerende skærm, som alle var voldsomt imponeret af. Apple har dog blot det lille problem, at OS X ikke har indbygget samme fleksibilitet omkring skærmopløsninger som Windows, og derfor kræver det en omskrivning af OS X for at udnytte den flotte skærm. Det sammen gør sig gældende for programmer, der ønsker at gøre brug af den høje opløsning. Sørgeligt, men det skal nu nok komme på plads rimeligt hurtigt. Apple lagde med deres annonceringer et solidt fundament for fremtiden, og lagde pres på Microsoft og Google på mobil OS siden.

Microsoft’s overraskelse
Med kun få dages varsel indkaldte Microsoft hele den etablerede Amerikanske IT presse til et event mandagen efter WWDC. Ingen havde den fjerneste ide om, hvad Microsoft havde fundet på, men dagen før selve eventet dukkede der rygter op om en tablet fra Microsoft. Det primære rygte gik dog på at det ville være en eReader i samarbejde med Barnes & Noble, som Microsoft en måneds tid tidligere havde etableret et nyt firma sammen med. Det viste sig dog at være helt forkert. Det Microsoft viste frem var intet mindre end en helt ny tablet serie, kaldet Surface. De to modeller var bygget til henholdsvis Windows RT og Windows 8. Ud over, at de begge var lækre tablets, havde Microsoft brugt rigtigt mange resurser på at udvikle et par meget vigtige stykker tilbehør. Touch Cover og Type Cover er ud over at være et cover til Surface også et tastatur. Tastatur coveret, sammen med den indbyggede kick-stand Microsoft havde indbygget i Surface, kunne konverterer Surface fra en lækker Windows tablet til en komplet bærbar PC. Efter Microsoft have fremvist Surface var alle klar over, hvad det var de havde savnet på Computex.

Microsoft Windows Phone Summit
Kun få dage senere var Microsoft i gang igen. Denne gang handlede det om Windows Phone. Microsoft havde annonceret, at de ville tale om Windows Phone 8, og rigtigt mange rygter var sluppet ud. Dog var det først under gennemgangen af de mange nye muligheder med den nye kerne i Windows Phone 8, at det fulde potentiale af denne opgradering for alvor rodfæstede sig. Microsoft havde flyttet Windows Phone fra den oprindelige Windows CE kerne til samme kerne, der er basis i Windows 8. Dette er afgørende for Windows Phone fremtid. Nu deler Windows Phone kode med Windows RT og Windows 8, og det gør porteringen af apps enkelt for udviklere. Det vil sandsynligvis betyde at både Windows RT, Windows 8 og Windows Phone 8 vil have ganske mange apps den dag de bliver lanceret. Ud over kernen i Windows Phone havde Microsoft også tilført en række forbedringer. Alt sammen bringer Windows Phone 8 op på niveau med Android og iOS. Bagsiden af medaljen er dog, at Microsoft med den beslutning har afskåret nuværende Windows Phone brugere fra de muligheder Windows Phone 8 bringer. Alle nuværende Windows Phone mobiler vil nemlig ikke kunne opdateres.

Google I/O
Juni sluttede med Google udvikler konference I/O. Her viste Google Android 4.1 (Jelly Bean) frem. Som versionsnummeret indikerer er der ikke tale om en omvæltning, men blot en forbedring. Det interessante ved forbedringerne var at de alle var rettet mod mobil delen af Android. Tablet delen fik ingen opmærksomhed. Dette blev endnu mere tydeligt da Google afslører Nexus 7, deres meget omtalte tablet satsning. Det ingen havde forudset var måde Google havde valgt at bruge Android 4.1 på Nexus 7. Hele opsætningen var tydeligt mobil orienteret. Nexus 7 er i virkeligheden ikke rigtigt en tablet, men snarere en stor mobil. Dette passer også god sammen med, at Google stadig ikke har tablet optimeret rigtigt mange af deres apps. Dette lidt underligere fravalg af tablets blev indirekte forklaret under dag to af Google I/O. Her handlede det om Google’s kernetjenester - webtjenester og søgning. Google annoncerede Chrome og Google Drev til iOS. Samtidig lancerede de Google Compute Engine, der er en direkte konkurrent til Amazon’s EC2 server tilbud. Google havde altså to overraskelser til Amazon under Google I/O. Direkte konkurrenter til Amazon’s Kindle Fire og deres EC2 server.

Microsoft
Hvad er det, der på et strategisk niveau kan udledes af alle disse events? Der er to store og en mindre, måske lidt overraskende udvikling af finde. Den første og måske største overraskelse er Microsoft’s bevægelse ind i hardware produktion. Dette er kun ske to gange før, i større omfang, nemlig med Zune afspilleren og Xbox konsollen. Jeg er opmærksom på at de producerer tastatur, mus og andre tilbehørs enheder, og at de havde en mobil serie i USA der hed Kin, men af dem, der har skabt bølger herover er det kun de to førstnævnte der er værd at fremhæve. Det virker, som om Microsoft har kigge på, hvad deres hardware partnere havde planer om at lancerer, og ganske simpelt fundet det for uinteressant og uambitiøst. Microsoft har gjort rigtigt meget ud af at fortælle om, hvor meget de forventer at ændre oplevelsen af Windows med Windows 8, og ikke mindst Metro brugerfladen. Det handler ikke kun om Windows, men om hele Microsoft’s øko-system. Det er også Windows Phone og Xbox der med Metro bliver integreret med Windows 8. Samtidig med gør Microsoft Windows tilgængelig på flere platforme. Windows RT er Windows 8 på ARM processorer med de fordele det bringer. Det er derfor ekstra vigtigt denne gang, at hardwaren i samme grad som ændringerne i Windows, fortæller historien korrekt. Microsoft har med Surface bygget det rigtig mange ledte efter i tablet verden, men som ingen endnu havde formået at bygge. Det er et voldsomt slag i ansigtet til alle deres hardware partnere, og det bliver interessant, at se om de fornærmet vender ryggen til, eller vågner op til den udfordring det bliver at matche og slå Microsoft på hardware fronten. Jeg tror, at Microsoft er klar til begge scenarier, og forholdsvist nemt kan optrappe produktionen af Surface til at dække langt flere områder end oprindeligt planlagt. Jeg er dog også sikker på at de helst så, at opgaven fortsat blev løst af parterne, da hardware produktion ikke er hvor Microsoft er bedst. Det kan dog blive et nødvendigt træk, at fortsætte produktionen af Surface for at sikre udbredelsen af Windows, Office og ikke mindst den bagvedliggende server infrastruktur, og Microsoft er klar til dette.

Google
Den anden store overraskelse var Google’s tilbagetræk i tablet krigen. Selv om de valgte at sende deres egen tablet på markedet, så var det alligevel tydeligt, at de ikke ønskede at fortsætte kampen om tablet markedet med Apple og Microsoft. Nexus 7 er en helt anden type tablet, og lanceres primært for at skabe den bedste platform for Google’s mange webtjenester. Nexus 7 er samtidig primært for det amerikanske marked, da Google her har et stor udbud af musik, film, TV serier og bøger de kan sælge gennem deres Play store. Som med lanceringen af Android i sin tid, handler det om at sikre kunderne bliver hos Google, og ikke foretager deres søgning hos konkurrenterne, i dette tilfælde Amazon og Barnes & Noble. Deres tilbagetog på tablet markedet betyder, at de nu reelt kun har en platform. Android er nu udelukkende et mobil OS, og da Chrome OS aldrig vil finde udbredelse på niveau med OS X og Windows har Google ikke et øko-system at spille ud med i kampen mod Apple og Microsoft. Det var da også tydeligt, at Apple ikke længere er fjenden, men nu ses som en af Google’s nærmeste venner. Google lancerede de sidste af deres mest populære tjenester som iOS apps. Google Chrome og Google Drive er nu at finde i App Store sammen med Google+ (iPhone) og Gmail. Jeg forudser, at Android stille og roligt vil dale i udbredelse da Apple og Microsoft vil have så meget mere at tilbyde mobil kunderne. Jeg tror heller ikke Google har så meget imod at fjerne fokus lidt fra Android. Det vil give dem ekstra resurser til at udvikle deres webtjenester, og ikke mindst Chrome til at bliver deres anker på iOS, og forventeligt også Windows RT, Windows 8 og Windows Phone 8. De vil derfor ikke længere have behov for at eje den mobile platform, så længe brugerne af iOS og Windows bruger Chrome. Jeg forudser også, at Google’s entre ind i produktionen af små tablets ikke er slut med Nexus 7. 7” tablets er perfekte til konsumering, og er et område ikke domineret af Apple. Der er meget at vinde for Google på denne platform, og selvom der godt nok går rygter, er der ikke meget der tyder på at Apple vil ind her. Google udmeldinger på første dagen af Google I/O var måske overraskende, men deres modsvar på anden dagen virker velovervejet, fornuftigt og helt i tråd med hvad Google er.

Apple
Den sidste lidt mindre overraskelse var, hvad Apple valgte ikke at gøre. Med Microsoft tæt på at forene hele deres platform under Metro, ville det have været det oplagte tidspunkt for Apple at annoncerer en sammenlægning af OS X og iOS. De to systemer kommer hele tiden tættere og tættere på hinanden, men de er på ingen måde der hvor Windows 8 og Windows Phone 8 vil være om blot nogle få måneder. Apple valgte i stedet blot at annoncerer mindre rettelser, både i OS X, iOS og i deres MacBook serie. Nu skal det jo nævnes, at Apple strategi indtil nu har virket ualmindeligt godt. Apple har leveret lige nøjagtigt, hvad kunderne ville have, og tjener styrtende med penge på det. De har dog heller ikke haft meget konkurrence. Den tid er sandsynligvis ved at være over, og det er ikke fordi Apple ikke har kunne se det komme. Det er muligt, at Apple’s vindende formel kan holde, og blive ved med at være, hvad kunderne vil have. Lanceringen af Windows 8 skaber blot et helt nyt verdensbillede, og det skulle være mærkeligt om ikke dette vil ende med at påvirke Apple. Lad os håbe for Apple, at de satser rigtigt selv om de har råd til at tage fejl. Tech historien er fyldt med historier om alt dominerende virksomheder, der ikke så en ændring komme, og derfor ikke adopterede hurtigt nok. Selv om jeg ikke er Apple fan mener jeg stadig, at verden har bruge for en virksomhed som Apple. Jeg vil nødig se dem gå sammen vej som HP, Nokia og RIM, det har de ikke fortjent - endnu.

Hvad så nu?
Hvordan vil disse ændringer så påvirke os almindelige forbruger? En ting er sikkert, din næste PC vil på ingen måde ligne den du har i dag. Microsoft har med Surface skabt en hlet ny kategori. De har vist at det er muligt at bygge ultra lækre tablet hybrider, men den seneste teknologi, i prisklassen fra 3.999,- op til omkring 6.999,-. Med de priser, og den reaktion Surface har fået giver det ikke meget mening at bygge meget andet. Der vil selvfølgeligt altid være et marked for 2.999,- bærbare, men det er kun et spørgsmål om tid føre Acer bygger en Surface look-a-like i den prisklasse. Det er mit gæt, at Acer, Asus og sandsynligvis Lenovo vil se Surface som en udfordring, og vil komme med billige modeller og modeller der er bedre. Jeg ser HP og Dell, som dem der vil møder de største udfordringer. HP har ingen held i sprøjten når det kommer til mobiler og tablets. De forstår simpelthen ikke markedet. Dell står lidt anderledes. De er innovative nok, men lider under at have svært ved at overbevise deres primære kunder om at prøve noget nyt. Apple har med iPad’en vist at tablet formfaktoren er fremtiden. Kan Microsoft tage dette markede til de næste niveau med Surface. Jeg tror det, og jeg tror PC’en fremtid bliver ganske spændende.

Google beslutninger kommer ikke til at være helt så synlige for den almindelige forbruger. Du vil i løbet at 1 -2 år opleve, at HTC, Samsung og Sony vil lave flere Windows Phone modeller end de laver Android modeller, men den største påvirkning vil komme indefra. Google vil fortsat søge at udbygge deres dominans på browser og søgnings området. De skal selvfølgeligt have lov af Apple og Microsoft, specielt på mobil fronten, men jeg tror de ende med at vinde den kamp også. Når og hvis elektronisk indhold begynder at blive tilgængeligt uden for USA i mængder der er til at tjene penge på, vil vi også møde Google som hardware leverandør. De vil fortsætte med at bygge små tablets som drivmiddel for deres Play Store, og her vil Android fortsat spille en afgørende rolle. Den vigtigste forskel vil dog være, at Google stopper med at bekrige Apple og Microsoft, og i stedet vil arbejde tæt sammen med dem, og leverer deres webtjenester som en del af deres OS tilbud. Bliv ikke overrasket hvis Chrome en dag er standard browseren i enten Windows eller OS X.

Juni har på alle måder være en spændende måned. Det har været en af de måneder, som vil komme til at gøre en forskel i det vi som forbrugere oplever på hylderne i butikkerne, og i den måde vi bruger udstyret på. De beslutninger der blev offentliggjort i juni måned vil komme til at sætte sig tydlige spor lang ind i 2013, og sandsynligvis meget længere. Det vil kommet til at ændre den måde vi oplever Microsoft på, og det vil ændre den måde vi oplever Google på. Det bliver interessant at følge, og ikke mindst se hvad Apple ender med at gøre som modspil på dette.

fredag den 6. juli 2012

HTC One X - Anmeldelse (Opdateret)


HTC One X

HTC One serie blev lanceret tilbage på MWC i februar. De første enheder kom på gaden i april måned, og jeg har sukket efter muligheden for at prøve en siden da. Heldigvis lykkedes det mig, og jeg har de sidste fire uger brugt en HTC One X som min primære mobil.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme; “Det er ét lækkert stykke hardware”. Den føles godt i hånden, ligger godt i hånden og trods dens størrelse virker helt naturlig at holde op til øret.
Det er kombinationen af formen, materialet der er brugt og det buede glas, der skaber oplevelsen af optimal vægt og kvalitet. One X indeholder stort set alle de normale knapper. Eneste overraskelse er at microUSB stikket sidder i siden og ikke i bunden. Kameralinsen er tragtformet, og er med til at sikre at mobilen ligger lige, trods den buede form, når den ligger på bordet. Forsiden er stort set kun skærm, og godt for det, men der er lige blevet plads til et frontkamera og tre hardware-knapper af den kapacitive type. Der er, desværre, ingen dedikeret kameraknap.

Magien starter dog for alvor, når One X tændes. Skærmen flyder nærmest oven på glasset, og de buede kanter på glasset er kun med til at understøtte denne følelse. Billedet står klart og tydeligt i alle former for belysning. Opsætningen af One X var enkel og helt velkendt, hvis du tidligere har haft en HTC mobil. Det varmede helt om mit hjerte, da den booted ind i Sense. Efter at have været på LG Android, LG Windows Phone og Samsung Android i det meste af et års tid føltes det på alle måder som at komme hjem igen, da gode gamle Sense viste sit velkendte HTC ur med vejrudsigt. Efter at have logget mig ind i med min HTC konto virkede det også som om enkelte elementer var husket og blev sat op som da jeg sidst brugte Sense. Det var dog langt fra det hele og der var en del manuel opsætning. Det kunne have være cool, hvis HTC havde husket, hvilke konti jeg havde brugt under Sense sidst og automatisk sat dem op. Men pyt, det var hurtigt gjort og jeg var videre.

Der var to ting, som HTC selv gjorde et stort nummer ud af, da de lancerede One serien. Det ene var lyden og det andet var kameraet. Jeg var selvfølgeligt spændt på at prøve begge dele. Lyden i HTC One serien er understøttet af Beats Audio. HTC har sammen med Beats skrevet en lyddriver, som starter hver gang, der afspilles audio på en HTC One. Dette er uanset om det er musik lagret lokalt, streamet via en app, eller det er en musikvideo afspillet fra YouTube. Det gælder dog kun, når der er tilsluttet hovedtelefoner. Jeg var til at starte med noget overvældet over lyden. Der var rigtigt meget bas, og det kræver sine hovedtelefoner at håndterer. Der er dog ingen tvivl om, at med et par gode hovedtelefoner, så er Beats Audio meget svær at undværer efter meget kort tids brug. Der er musiktyper, der ikke egner sig til Beats Audio, men det er heldigvis uhyre simpelt at slå til og fra. Et sted, hvor Beats Audio overraskede mig, var lydbøger. Det virker måske ikke oplagt, eller det gjorde det i hvert fald ikke for mig, men den ekstra bas giver oplæseren et boost og gør ordene langt nemmere at forstå og hører. Da jeg lytter rigtigt meget til lydbøger var det noget jeg satte stor pris på.

Kameraet er på mange måder vildt. Det tog mig et par forsøg før jeg havde styr over det. Det skal på ingen måde forståes negativt, nej det er faktisk meget positivt. Problemet er, at HTC One X er så hurtig til at tage et billede, at det første billede typisk ikke bliver særligt godt. Det skyldes, at det normalt tager lidt tid før udløseren på et mobilkamera virker. Derfor kompenserer brugeren automatisk ved, at der trykkes ganske lidt for tidligt. Dette straffes hårdt og kontant på One X med et billede. Det virker næsten som om billedet bliver taget før der overhoved er trykket på skærmen. Det er noget, der hurtigt bliver vane og jeg frygter for, hvad der sker med mine billeder, når jeg igen skal tilbage på en almindelig mobil. Videodelen virker på samme måde helstøbt. Muligheden for at tage et billede mens der optages video er fantastisk, og muligheden for at tage billeder fra en video, der er optaget, er endnu mere imponerende. Jeg har dog kunne erfarer, at det kræver mere end fire uger at vænne sig til de mange nye muligheder, der er i kameraet. Jeg fik dem kun brugt, fordi jeg vidste de var der og jeg ville teste, hvordan de virkede. Var One X min primære mobil over en længere periode føler jeg mig dog sikker på, at jeg ville bruge dem oftere.

HTC One X kører Android 4.0.3 og HTC har indarbejdet Sense 4 som en del af oplevelsen. Sense er i det store hele sig selv. Har du tidligere brugt en Android HTC mobil er du straks hjemme i Sense 4. Der er tydeligvis arbejdet en del med Sense 4. Langt størstedelen af rettelserne har handlet om integrationen med Android 4. HTC har valgt at rette på en del grafiske elementer i Android 4, samt at ændre lidt funktioner her og der. Totaloplevelsen er fin og giver dig en tydelig oplevelse af HTC.

Er HTC One X så udelukkende en positiv oplevelse og bør alle styrte ud og købe den uden yderligere omtanke. Nej, helt så enkelt er det ikke. Der er et par ting, der skuffer mig ved HTC One X. Et par af dem er temmelig store ting, og andre er mindre. Samlet tager de dog lidt af glansen af en ellers meget positiv oplevelse. Lad mig forklare.

Kameraet skuffer. Ikke på software siden, men på billedkvalitet. Det er ikke nødvendigvis overraskende. HTC har aldrig rigtigt kunne få styr på deres billedkvalitet. Det, der gør, at det overrasker ved One X er den enorme fokus, der har været på kamera delen fra HTC side. Ikke blot i deres præsentationer, men tydeligvis i hele udviklingsfasen. Der er blevet hældt kæmpe ressourcer i at udvikle den absolut mest avancerede kamera-software jeg endnu har brugt på en mobil. Det kan blot undre, at ingen af dem har tage et par billeder, og derefter er gået over til gruppen med ansvar for sensor og billedefterbehandling og sagt, at de lige skulle prøve igen. Nu skal det slet ikke forståes som om One X tager dårlige billeder, slet ikke. Den ligger blot under, hvad der findes på markedet allerede. Jeg tænker primært på Samsung Galaxy SII og Note, samt selvfølgeligt iPhone 4S. Alle tre, ældre modeller, tager bedre billeder. Det er super ærgelig for hele kamera-oplevelsen er rigtigt god. En anden ting jeg undrede mig over var farvegengivelsen på skærmen. Den overeksponerer farverne - primært de røde farver. Det betyder, at billeder af mennesker ser forkerte ud på One X’s skærm. Ansigter vises langt rødere end de egentligt er. Det interessante er at vises samme billede på en anden skærm er farverne helt fine. Billedet er altså taget okay, det vises blot ‘forkert’ på One X’s skærm.

Genforeningen med Sense beskrev jeg, som at komme hjem efter en lang rejse. Selv de bedste hjem har dog ting, der ikke altid er ligesom det skal være. Sense er ingen undtagelse. Da jeg havde brugt One X i ca. en uge fik jeg pludselig et gammelkendt problem. Havde jeg været inde i 3. parts apps i noget tid, f.eks. brugt Chrome browseren, og vendte tilbage til hjemmeskærmen blev jeg mødt med et spindende hjul og ingen Sense. Dette står på i mellem 20 - 30 sek. og mobilen er helt låst til Sense igen er loadet. Jeg har set dette på stort set alle HTC mobiler jeg har ejet, helt tilbage til de gode gamle Windows Mobile modeller. HTC burde have fået fjernet den fejl efterhånden. Jeg oplevede dog kun problemet nogle få gange og har ikke set det siden, heldigvis. Efter fire uger begynder Sense dog at virke omstændig og lidt tung at danse med. Mange af de ting, der var sjove i starten, virker nu blot irriterende. Brugerfladen opleves mest af alt, som værende lidt i vejen. HTC’ arbejde med Sense er prisværdigt. Jeg har altid været en stor fan. Tilpasninger som Beats Audio, den forbedrede kamera app, spændende widgets og de udvidede funktioner i kalender, mail og kontakter apps er noget jeg sætter stor pris på, og som virkeligt adskiller HTC’s produkter fra konkurrenterne. Jeg føler ikke, at HTC havde behøvet at rode så meget med Android-oplevelsen. Det skaber meget lidt merværdi, selv i salgssituationen, og på sigt er det mest af alt en plage.

Min sidste lille brok har som sådan ikke noget med One X, eller HTC at gøre, men da One X er den første mobil jeg har testet med Nvidia Tegra 3 processor bruger jeg alligevel lidt plads på det. Med intet mindre en fire kerner i en 1,5 GHz processor ville jeg forvente at alt simpelthen blot fløj afsted. Intet burde kunne stoppe sådan et powerhouse. Alligevel oplevede jeg ikke One X, som nogen fartdjævel. Den virkede mest af alt som de sidste 2 -3 mobiler jeg har testet, som alle blot var dual core mobiler. Hvor roden til dette problem ligger ved jeg ikke. Det kan lige så godt være Android som Sense 4, der er skyld i det. Jeg synes blot ,at det er synd, at en så kraftig mobil opleves som enhver anden. HTC burde have brugt flere kræfter på at skabe en oplevelse af ekstrem hurtighed, i stedet for at fylde Sense med uanvendelig 3D grafik. De skulle have arbejde mere sammen med Google og Nvidia for at sikre deres kunder en oplevelse, der var en quad-core processor værdig. Der er noget, der tyder på, at Android 4.1 hjælper en del her, men vi ved hverken hvornår den kommer til One serien og hvad Sense ender med at gøre ved den forbedre oplevelse.

Der skal dog ikke være nogen tvivl. HTC har med One X bygget en suveræn mobil. Den samlede oplevelse fra første blik til efter fire ugers brug er langt langt overvejende positiv. Personligt er hverken kamera-problemet eller Sense-udfordringerne store nok til at ødelægge oplevelsen for mig. Havde jeg købt og betalt for en HTC One X ville jeg med glæde beholde og bruge den i lang tid frem. Den har med sin suveræne skærm og enorme processor en potentiel holdbarhedstid, der sandsynligvis overstiger den normale levetid for en mobil herhjemme.

[Opdateret 28-08-2012]
Her under finder du et test billede og en kort test film.

HTC One X - Test billede


24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...