torsdag den 23. december 2010

Archos 70 – Stadig gearet til underholdning, men…




Efter at have brugt Archos 70 nogen uger, som primær tablet i hjemmet er det blevet tid til at fælde den endelige dom over denne underholdnings tablet.

Det er fristende at kaste sig over Archos 70 og bruge lidt sideloading (det at installere apps fra SD kort i stedet for at bruge Marked) til at gør den til en fuld Google Android tablet. Archos 70 har ikke Android Marked og de kendte Google apps, Gmail, Maps osv. installeret fra ny. Der i mod har Archos leveret Archos 70 med et alternativt Marked, som godt nok indeholder mange gode apps, men som langt fra er Android Marked. Det er dog muligt at installere Marked og de andre Google apps, ved at bruge en software pakke som er rimelig nem at finde på nettet. Installerer man den har man pludselig en fuld version af Android, og det betyder at man nu kan installere alle sine ynglings apps. Om det er software pakken som ikke er 100% stabil eller blot Archos 70, som ikke er bygget til den brug ved jeg ikke, men oplevelsen er langt fra optimal.

Archos har også, medens jeg testede, frigivet en ny firmware til Archos 70, som giver den Android version 2.2. Dette bør under normale omstændigheder være et stort plus, men ikke på Archos 70. Efter opdateringen oplever jeg at systemet låser kortvarigt offerere end tidligere og virker generelt som om det er langsommere end under version 2.1. Dette er i stor kontrast til hvad jeg har set på de mobiltelefoner jeg har givet samme opdatering. Det kan være Archos’s tilpasning af Android 2.2 som ikke er perfekt, eller det kan være manglen på optimering af operativsystemet til Archos 70 som er skyldig. Jeg vil lige nu ikke anbefale at gennemføre opdateringen, hvis man ønsker den bedste tablet oplevelse.

Det er dog lidt uretfærdigt at dømme Archos 70 ud fra en række ting som den officielt egentligt ikke skal kunne. Så jeg vil lige et øjeblik kigge på mine oplevelser inden jeg opdaterede til 2.2 og installerede det lille hack. WiFi har aldrig fungeret helt optimalt. Under opsætningen af en WiFi forbindelse kan man vælge om powersave skal være slået til eller ej. Jeg er ikke sikker på om der egentligt er en forskel på om man vælger det til eller fra, men efter skærmen har været slukket blot ganske kort tid så mister man forbindelsen til det trådløse netværk. Det er som sådan okay for at spare på strømmen, men det tager meget lang tid at komme på igen og ofte lykkedes det slet ikke, og man skal ind i indstillingerne og lave en manuel tilslutning. Uanset hvordan man bruger en tablet så er internet adgangen for langt de fleste essentielt og derfor skal dette bare virke. Skærm orienteringen er en anden detalje jeg er faldet over. Det virker som om Archos 70 mister overblikket over hvordan den vender når skærmen bliver slukket. Det er stort set hver eneste gang jeg tænder for skærmen jeg oplever at orienteringen er forkert. Det er ikke sådan at den vender skærmen samme vej som da den blev slukket, det ville være til at leve med, men som om den vælger den modsatte retning af den vej som den bliver holdt når skærmen tændes igen.

Archos 70 har en næsten optimal tablet størrelse og den bedste lyd jeg endnu har hørt fra en tablet. Den er billig og den er derfor helt perfekt til det som den egentligt er født til nemlig underholdning, i form at musik, billeder og film. Prisen og kvaliteten gør den også oplagt over for en anden målgruppe, super brugere på et budget, og det er her man skal være lidt mere forsigtig. Archos 70 er nemlig ikke en traditionel tablet og vælger man at bruge den til det formål bliver man hurtigt skuffet.

Ønsker man sig en traditionel Android 2.2 tablet så er der kun Samsung Galaxy Tab på markedet i dag som kan leverer den oplevelse. Den er heldigvis på vej ned i pris og med rygter om en Galaxy Tab II på vej, så kunne det være at prisen får et yderligere tryk ned ad i starten af 2011. Jeg har i hvert fald valgt at lægge Archos 70 tilbage i æsken og finde Galaxy Tab’en frem igen for at se om den nu også kan leverer.

Min Archos 70 får dog ikke lov til at samle støv længe. Jeg skal have den igennem en factory reset og sat op til de unge mennesker i familien som film afspiller til længere bilture.  Her burde Archos 70 komme til sin ret og selv om jeg egentligt ikke anbefaler det så sideloader jeg nok Angry Birds på den også, da det spil ikke er til at komme uden om.

Læs også min første artikel om Archos 70 her, http://faaborgs.blogspot.com/2010/11/archos-70-gearet-til-underholdning.html

2 kommentarer:

  1. Jeg har i lang tid udset mig en Archos 70, men nu ved jeg ikke rigtig efter din konklusion. Jeg synes bare det er svært at finde et bedre alternativ til prisen.

    Mvh.
    Claus Alstrup Nielsen

    SvarSlet
  2. Til prisen er der heller ikke noget der er bedre, og Archos 70 er slet ikke en dårlig tablet. Der er blot en række små ting som kunne have været bedre for at den ville være helt perfekt.

    Alt efter hvad du vil bruge den til så kan jeg stadig anbefale den, specielt til video og let surfing.

    SvarSlet

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...