torsdag den 19. januar 2017

Musik streaming er blevet voksen


I starten af januar 2017 tog streaming tjenesten Tidal et meget vigtigt skridt i retningen af at legitimere online musik streaming, set ud fra et kvalitets synspunkt. De tog i efteråret 2016 en beslutning om at indarbejde MQA formatet på deres musik udbud. Det var denne beslutning, der her i starten af januar blev virkelig med de første ca. 300 albums og her, kun kort tid senere er antallet af albums allerede vokset markant, og vil kun fortsætte.

For at forstå hvorfor jeg mener MQA er så vigtigt et skridt for online musik streaming, er jeg nød til at forsøge og forklare hvad MQA er. MQA står for Master Quality Authenticated, og er forskellig fra normal streaming musik på to meget vigtige måder. Hvor normal streaming (Spotify, Apple Music, YouSee Musik o.s.v.) tager udgangspunkt i en CD eller en digital kopi af en CD til at generere deres materiale, går MQA helt tilbage til original Master’en, altså det der oprindeligt blev optaget i studiet. MQA pakker Master’en ned i en fil der godt nok er af en lavere kvalitet end Master’en selv, men gemmer samtidig en slags differencekode i den nye fil. Denne differencekode bruges senere til at pakke filen ud og genskabe den originale fil. Når MQA skal bruges til streaming pakkes den endnu engang ned. Den nye fil er pakket så godt, at den ikke fylder mere end en et stykke CD musik. Det fantastiske er, at de indeholder så meget mere information. Lige nu fungerer MQA bedst via Tidal’s PC eller Mac app. Den tager den streamede fil og bruger differencekoden til at genskabe den første pakkede versionen. Denne version kan nu afspilles af din computer. Filen indeholder langt mere information end en normal CD, og lyder derfor bedre. Vi kigger lige på den påstand senere, for det er ikke altid rigtigt, men det er faktisk ikke MQA’s skyld. Kvaliteten fra Tidal kan dog blive endnu bedre. Har du en MQA kompatibel lyd enhed tilsluttet din PC er det muligt for denne enhed at bruge differencekoden til at genskabe den originale kvalitet. Med det rigtige udstyr er det altså muligt, via Tidal, at afspille musik i den originale Master kvalitet inkl. alt den information, der ville være gået tabt under produktionen af en CD. Summen af denne forklaring er, at den musik Tidal streamer i MQA formatet vil være af en lang højere kvalitet end den samme musik fra de traditionelle streaming tjenester, men også meget bedre end Tidals egen HiFi kvalitet.

Det virkeligt afgørende ved Tidal’s brug af MQA er, at det nu bliver muligt at få udbytte af høj kvalitets Hi-Fi udstyr sammen med streaming musik. Den måde f.eks. Spotify pakker deres musik på betyder, at kvaliteten ligger et godt stykke under CD kvalitet. Det medfører, at der ofte ikke vil være nogen hørbar forbedring i lydkvaliteten når der bruges høj kvalitets Hi-Fi, til at afspille musik fra Spotify, Apple Music eller YouSee Musik. Tidal forbedrede oprindeligt den situation ved at gøre CD kvalitet musik tilgængelig. De var dog nød til, for at spare båndbredde og gøre det muligt at høre CD kvalitet via en mobilforbindelse, at pakke musikken på en måde der gør, at en rigtig CD stadig lyder bedre. Med MQA formatet fjerner de denne difference og løfter i mange tilfælde kvaliteten op over CD kvalitet.

For adskillige mennesker har streaming musik været det de altid har lyttet til. Rigtigt mange mennesker har ikke lyttet til en CD i årevis, og har ganske givet ikke engang en CD-afspiller længere. De har vænnet sig til den lyd streaming har, og den kvalitet den tilbyder. At lytte til en CD eller en LP på udstyr, der er designet og bygget med henblik på at levere en førstes klasses lydoplevelse giver i rigtigt mange tilfælde musikken en helt ny dimension. Der er instrumenter eller hele passager, du aldrig har hørt før og det er ofte også muligt at fange detaljer i en sangers stemme, som slet ikke er til stede i en streaming version. Jeg er helt klar over, at det ikke er alle der behøver at opleve dette for at nyde musikken. Det er faktisk helt okay, og det vigtigste er i virkeligheden blot at nyde musikken – streaming eller ej.

Problemet opstår når teknikerne der laver musikken, dem der optager Master’en begynder at bearbejde musikken med henblik på, at den skal pakkes ned til streaming. De ved hvem modtageren af musikken er og hvor de kommer til at forbruge den. Derfor er de ikke længere, på samme måde som tidligere, fokuseret på at få de mange detaljer med. Det betyder at Master’en mangler disse detaljer og de aldrig når til CD’en.

Det er her vi kommer tilbage til det med lydkvaliteten. En MQA fil bør lyde langt bedre end den samme musik på f.eks. Spotify. Men det er bare ikke altid den kan. De sidste 15 – 20 år er musik blevet optaget i studierne med henblik på primært at blive lyttet til i bilen eller på små hovedtelefoner. Begge steder, hvor højt er godt. Dette har rent faktisk betydet en stor forandring i den måde Master’en bliver lavet på. Desværre med det resultat at selv en MQA version ikke kan rette op på den skade, der er sket. Men hvorfor hjælper det så noget, at Tidal nu bringer MQA filer til deres kunder. MQA versionen er jo ikke nødvendigvis bedre?

Tidal, og andre streaming musik tjenester der tilbyder CD eller HD kvalitets musik, er ved at have så mange kunder at de begynder at gøre en reel forskel. Tidal er rent faktisk ejet af en sammenslutning af kendte kunstnere. De er gennem deres ejerskab af Tidal med til at sætte fokus på god lyd og høj kvalitet. Mit håb, og grunden til at jeg byder MQA så velkommen er, at kunstnere og lydteknikere igen vil få øjnene op for god lyd. Igen at optage musikken med så mange detaljer bibeholdt som muligt for at glæde musikelskere rundt omkring i hele verden.

De har kunnet det før. CD’er tilbage fra 80’erne var ofte af en fantastisk god kvalitet. Rent faktisk så god, at det er muligt selv via Spotify at høre forskel. Har du et Spotify abonnement kan du faktisk selv checke det. Find en af originale optagelser af Michael Jacksons Thriller eller Bad og sammenlign den med en af de remasterede versioner. Jeg gætter på, at du vil kunne høre en forskel, også selv om du sidder på din mobil og et par standard hovedtelefoner. Og tænk bare, hvis der er muligt efter den behandling musikken har fået for at komme på Spotify, så prøv at forstille dig hvor meget bedre det kunne lyde i en MQA version.

God lydkvalitet i musik har haft svære kår de sidste 15 – 20 år. Det udstyr musik forbrugerne har haft til at nyde musikken på, som bilradioer, Walkman, MP3 afspiller, iPod og mobiltelefoner har været af en så ringe kvalitet at det ganske simpelt ikke var nødvendigt at lave musikken ordentligt. Tiden til at nyde musik i hjemmet er blevet mindre og DAB radioer, Soundbars og små streaming højttalere har taget pladsen fra det traditionelle Hi-Fi anlæg. MQA kan være det der skal til for at få god lydkvalitet tilbage i pladestudierne. Streaming højttalere og Soundbars bliver bedre og får bedre lyd. Streaming systemer som Bluesound understøtter allerede MQA og selv traditionelle højttalere bliver aktive og derfor nemmere at sætte op. Der er mange vinde der blæser i den rigtige retning og det giver mig håb for musik i fremtiden.


P.S. Det kan meget nemt virke som om jeg langer ud efter Spotify, Apple Music og de andre streaming tjenester for manglende kvalitet i dette indlæg. Det er slet ikke tilfældet. Jeg er stor fan af Spotify og bruger den tjeneste lige så meget, som jeg bruger Tidal. De har hver deres styrker. Jeg ville elske, hvis Spotify valgte at tilbyde deres musik i en endnu bedre kvalitet, og jeg føler mig ret sikker på at dette vil ske en dag. Bedre kvalitet er i sidste ende altid i brugerens interesse, uanset hvilket udstyret de har at nyde den på.

P.S.S. Ønsker du at læser mere om MQA på Tidal kan jeg anbefale, MQA & Tidal – where are we now?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...