fredag den 13. januar 2017

AI kapløbet i 2017


På det netop overstående CES 2017 var AI, eller kunstig intelligens, et af de helt varme emner. Amazon Echo og Google Home var massivt til stede med deres forskellige bud på AI til hjemmet. Både Echo og Home er stemmestyrede enheder der ud over at kunne fortælle brugeren om vejr og nyheder, spille musik og starte film, kan koble sig sammen med andre enheder i hjemmet, som pærer, stikkontakter, termostater eller overvågnings udstyr og dermed give brugeren kontrol over disse ting blot ved bruge stemmen.

En af de helt store overraskelser på CES 2017 var den horde af nye produkter, der fungerede sammen med Amazon Echo, i hvert fald set i forhold til det mere beskedne antal til Google Home. Dette medførte, måske meget naturligt, at de store Amerikanske Tech medier valgte at udpege Alexa (softwaren bag Echo) som vinderen af 2017 AI kapløbet mod konkurrenterne som Google Home, Apple Siri og Microsoft Cortana.

Set gennem Amerikanske briller er det muligvis også korrekt. Amazon er en mastodont i USA og ser lige nu ikke ud til at være til at stoppe, men tager vi rejsen til EU, så er billedet lidt et andet. Amazon eksisterer i en del EU lande, og selv om Echo sælges her er dens udbredelse slet ikke at sammenligne med udbredelsen i USA. Det skal dog til al retfærdighed siges, at Echo kun har været solgt i EU i nogle få måneder. Det betyder, at herovre i EU land er kampen mellem Amazon, Google, Apple og Microsoft langt mere lige, og derfor muligvis meget mere afgørende for hvem der egentligt ender med at blive de reelle vindere af AI kapløbet i 2017.

Herhjemme er det faktisk ikke rigtigt andre end Apple, der kan hævde, at de har AI på markedet. Apples løsning er ikke helt så synlig som Echo eller Home. De bruger Siri til nogle ting og Apple TV som den Hub, der binder hjemmets dimser sammen. Der er dog ingen tvivl om, at når det kommer til convenience, så er Echo og Home et stykke foran Apple - simpelthen fordi de altid er der, og klar til at tage imod en kommando. Siri skal aktiveres før den er klar, men det skaber på den anden side en vis tryghed for, at der kun lyttes med når brugeren beder om det.

Integration, understøttelse og udbredelse vil være afgørende faktorer for hvem der vinder AI kapløbet. Amazon er lige nu et stykke foran i USA, men har ikke rigtigt noget løsning, når hjemmet forlades. De har ingen mobil-app eller en egentlig viden om deres brugere, udover en viden om hvad de har købt på Amazon. Her er både Apple og Google langt bedre rustet. De besidder en enorm viden om deres brugere, og kan gøre den brugbar alle steder, hvor brugeren er. Apple har støtte fra en del produkter, der kan udnytte Apple TV som central Hub, og dette giver dem en klar fordel i modsætning til Google Home, der er sidst ved startlinjen og bagerst i feltet lige nu. Google har dog et trumfkort - Chromecast og Chromecast Audio. Udbredelsen af disse produkter på verdensplan kan være Google Homes redningsplanke.

AI kapløbet er kun lige sat i gang. Amazon har taget føringen, men hverken Apple eller Google er i virkeligheden, CES 2017 til trods, langt bag efter. De eneste som ikke rigtigt er synlige endnu er Microsoft med deres Cortana, og Facebook med deres AI agenter til Messenger. Jeg er sikker på, at vi ikke har set det sidste til Google Home, hverken her eller i USA. Jeg forventer dog at de største nyheder til Google Home vil komme gennem nye produkter der kobler sig ind i deres økosystem. Jeg tror ikke, at vi vil se Apple lancere nye AI produkter her i 2017, men at de i stedet vil udbygge Siri/Apple TV integrationen. Det interessante bliver så, om det er nok for Google og Apple til at komme på omgangshøjde med Amazon, og om Microsoft eller Facebook har noget i ærmet.

En ting er helt sikkert. 2017 bliver super spændende på AI og home integration fronten. Amazon har vist vejen, og vist at brugerne er klar til at omfavne AI i hjemmet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...