torsdag den 17. februar 2011

Microsoft og Nokia samarbejdet - Det helt rigtige valg


Fredag den 11. februar 2011 vil sandsynligvis blive husket som en afgørende dag i mobil historien. Det var dagen hvor Microsoft og Nokia annoncerede deres samarbejde omkring brugen af Windows Phone 7 (WP7) på Nokias SmartPhones. Der er dog ikke tale om en envejs aftale, Microsoft får som del af aftale adgang til Nokias kort (Ovi Maps), apps store (Ovi Marked) og store erfaring med at tilpasse styresystemer til mange forskellige lokale forhold. Alt dette og så selvfølgelig, ikke at forglemme, adgang til Nokias enorme kundebase som trods alt stadig er betragtelig og meget loyal.

Jeg har i mange år været en stor fan af Nokia og fulgt dem meget tæt. Dog er Nokia ligesom gået i stå med deres Symbian platform, som ikke formåede at følge med iOS og Android og derfor ikke leverede den brugeroplevelse som man kan finde på de konkurrerende systemer. Da Nokia annoncerede N900 som var baseret på Maemo var der rigtigt mange der så frem til at Nokia ville skifte Symbian ud med Maemo på deres high-end mobiler. Da Intel meddelte at de ville indgå i samarbejde med Nokia om at tage Maemo videre så systemet kunne køre på netbooks, tablets og mobiler steg forventningerne endnu mere. MeeGo, som blev det nye navn for Maemo, bar som projektet aldrig nogen mobile frugter og man venter i dag stadig på at se den første mobil fra Nokia som er baseret på MeeGo. Så ind fra højre uden nogen egentlig forvarsel kommer så nyheden om at Nokia nu har valgt Windows Phone 7 som standard operativsystem til deres SmartPhones. Det har mildest talt skabt oprør i Symbian og MeeGo udvilker miljøer og vil komme til at have en afgørende betydning for begge systemers fremtid. Nokia har sagt at de vil fortsætte med at producerer mobiler baseret på Symbian nogen år endnu, samt fortsætte udviklingen af systemet. Intel har samtidig sagt at de fortsat støtter MeeGo som operativsystem og vil fortsætte udviklingen af MeeGo på alle tre platforme. Jeg vil dog ikke dvæle ved hverken Synbian eller MeeGo, men koncentrere mig om hvad WP7 beslutningen kan få af betydningen for både Nokia og Microsoft, og deres kommende fælles kunder.

Jeg har tidligere, i indlægget Microsoft Windows Phone 7 – oplevelser ved brug til daglige rutiner, beskrevet mine oplevelser med Windows Phone 7. Jeg konkludere her at WP7 er et mobilt operativsystem med et stort potentiale, men som det fremstår i dag mangler flere ting for at kunne konkurrere med iOS og Android. En af de største mangler er kvaliteten af de apps som findes til WP7. Der er rent faktisk overraskende mange til rådighed, men de virker hurtigt sat sammen og integrerer ikke ordenligt med de smarte funktioner der findes i WP7. Det interessant er nu om Nokia har de elementer der kan bringe WP7 op på siden og måske forbi dens nærmeste konkurrenter. Det absolut vigtigste som Nokia bringer til WP7 er en kæmpe udvikler styrke. De har udviklere siddende som har bygget ikke blot et, men to mobile operativsystemer op mere eller mindre fra bunden og de ved hvad der skal til for at skabe et fuldt fungerende mobilt økosystem. Der ud over har Nokia en stor base af 3. parts udviklere som trofast i mange år har støttet Symbian og senest Maemo. De skal selvfølgelig overbevises om at Windows Phone 7 er værd at skifte til, men alene Nokias potentielle salgs styrke burde være nok til at få mange af dem til at følge med. Det betyder, at ikke nok med at Nokia selv kan udfylde mange af de mindre huller der er i dag i WP7, de også tiltrække rigtigt mange interessante 3. parts udviklere. Der ud over vil de sikre Microsoft afgang til et af de absolut bedste gratis navigations løsninger i verden, og Microsoft kan med et slag nå op og forbi Android på navigation, et rigtigt vigtigt salgsargument når kunden skal vælge mobil terminal.

Kunderne bliver nok de største vindere ved dette samarbejde. Der vil meget snart være tre ligeværdige mobile økosystemer, Apples iOS, Googles Android og Microsofts Windows Phone 7. Både Google og Microsoft vil fortsat have flere mobilproducenter som bruger deres operativsystemer, og deres indbyrdes kamp for at tiltrække kunder vil sikre en måske endnu hurtigere udvikling og introduktion af nye funktioner. Kigger man på Android mobilterminaler i dag så er de faktisk meget ens. Der er ikke meget der adskiller en Samsung Galaxy S, LG Optimus 2X, Motorola Atrix, SonyEricsson Ace og HTC Desire S, når man kigger på bruger oplevelsen. De er da forskellige, men det er faktisk kun HTC som har formået at bringe nogen egentligt anderledes til Android med deres Sense UI. Med WP7 på konkurrence højde med Android vil det være muligt for flere af disse producenter at tilbyde en anderledes oplevelse til deres kunder og på den måde skabe et lagt mere interessant udvalg at mobiler. Alt sammen til fordel for kunderne.

Med valget af Windows Phone 7 kan Nokia med et snuptag bringe sig tilbage ind i kampen med Samsung, HTC og Motorola på SmartPhone siden. Nokia har i dag rigtigt gode mobiler på hardware siden, og jeg kunne nemt forstille mig, at de med en mindre design opdatering kunne sætte C7, N8 og E7 på gaden med WP7 inden for meget kort tid. Faktisk så ligner de mock-ups Nokia selv har vist, af et muligt Nokia WP7 produkt, Nokia C7 en hel del.



Hvis de var i stand til at gøre dette allerede i slutningen af 2011, så giver det dem 6 - 8 måneder til at hjælpe Microsoft med at opdaterer og udbygge WP7 oplevelsen. Det kunne betyde et sundt udbud at nye spændende WP7 mobil terminaler, hvis HTC, Samsung og LG samtidig vælger at lege med, til julesalget. Det ville være noget jeg personligt ville se frem til. Jeg må erkende at jeg savner at se en rigtigt fed Nokia mobil derude. Nokia har været gode til at sætte standarden for byggekvalitet, kamera kvalitet og formfaktor design. Det ville være rart at få dette tilbage.

Nokia, jeg byder jer velkommen tilbage i kampen og gælder mig til igen at møde jer derude.
Microsoft få nu det bedste ud at dette samarbejde og lad være med af spolere det som I har for vane med de mobil samarbejder I tidligere har haft. Dette er jeres store chance for at komme med ind i kampen.
Held og lykke begge to.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...