Viser opslag med etiketten intel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten intel. Vis alle opslag

lørdag den 9. januar 2016

CES 2016 - tanker og betragtninger


Job relaterede opgaver bragte mig tilbage til Las Vegas og CES efter en pause på 5 år. Med mine officielle pligter på The Venetian klaret valgte jeg at snige mig over til Las Vegas Convention Center, og den IT relaterede del af CES for lige at snuse lidt til, hvad der rørte sig der. Jeg brugte fredag på at trave hallerne tynder, og her er, hvad der fangede min opmærksomhed.

Mit overordnede indtryk var, at der i år ikke var nogen egentlig rød tråd på messen. Tidligere år har der være et gennemgående tema, som har fyldt alle haller, men det var der ikke i år. Der var dog en ting, som fyldte mere end gennemsnitligt - droner.

Droner ser ud til, at skulle være det nye sort. Der var alt lige fra helt små legetøjs droner til kæmpe store professionelle overvågnings modeller, og interessen fra de besøgende var stor. En ting som ingen af udstillerne rigtigt formåede at svare på var, hvad vi skal bruge dem til. Lige nu er de sjove og nogen enkelte af dem faktisk også ganske smarte, men noget egentligt formål har de forbruger rettede modeller endnu ikke. Der tegner sig et billede af, at tanken måske er, at droner skal være vores private videofotograf. Den ultimative selfie video enhed. Med mere eller mindre avancerede ’follow me’ funktioner kan flere modeller ’se’ brugeren, og følger så efter når brugeren går, løber eller cykler. Ideen er heller ikke helt ved siden af for GoPro kameraet har vist, at der er penge i sportsudøvere, der vil filme egne bedrifter. Der er dog mange udfordringer der skal løses, og andres sikkerhed bliver en af de største. At have en drone til at filme en del af din bjergvandring er en ting, men at filme din daglige løbe tur i centrum af byen er noget helt andet. Ikke mindst hvis du løber sammen med 10 andre, der også vil drone filmer deres tur.

Et andet emne, som fyldte mere end det plejer var lyd. Nu er jeg jo selvfølgeligt ganske lidt miljøskadet i kraft af mit arbejde, men Sony f.eks. havde fyldt deres stand med lyd. Sony var slet ikke de eneste. Der var musik alle vegne. Technics havde sågar bygget et lydstudie for at vise hvordan musik bliver lavet. Flere udstillere havde lavet lukkede lytterum, og havde generelt brugt meget energi på at skabe en god oplevelse omkring lyd. Fokus var dog koncentreret omkring afspilning. Indholds udbyderne, som Spotify, Pandora, Tidal, Dezzer og lignende, gjorde ikke det store væsen af sig - desværre. Jeg savner meget, at de begynder at levere en kvalitet, der kan leve op til kvaliteten på de afspillende enheder. Her tænker jeg primært på hovedtelefoner, som virkelig er i en positiv udvikling når det kommer til lyd kvalitet, men selvfølgeligt også på alt det HiFi udstyr, der blev fremvist på The Venetian.

Android Wear ure var også at finde flere steder. Intel viste det nye TAG Heuer Connected frem, og Casio havde fyld deres stand med deres nye Smart Outdoor Watch WSD-F10. Desuden viste Qualcomm en kavalkade af kendte Android Wear ure, som alle er drevet af deres processor. Jeg havde fornøjelsen af prøve TAG Heuer Connected på, men oplevelsen var faktisk lidt skuffende. Den flinke mand på standen talte ellers meget for sagen, og brugte fine ord som titanium og sapphire crystal glas, men uret føltes let og temmelig plastik. Når man ved, hvad uret skal koste (kan du sige $1.500), og tænker på de ure som TAG Heuer normalt laver virker Connected lagt fra som en luksus oplevelse. Casio WSD-F10 var en lidt bedre oplevelse. Det er kæmpe stort, men i det mindste føles det som de andre outdoor Casio ure man kender, og selv om $500 er mange penge for et Android Wear ur er det mere i tråd med, hvad man forventer.
Casio Smart Outdoor Watch WSD-F10

Den ting der gjorde mest indtryk på mig, var faktisk ikke et produkt, men en trend. I mange år har det været software udviklingen, der innoverede, og det har virket som om hardware udviklingen har været gået helt i står. Men på CES 2016 var billedet tydeligt et andet. Det var hos de store chip producenter, som Intel og Qualcomm, jeg så egentlig innovation. De har altid vist produkter, som brugte deres chips, det er ikke nyt. Det er nyt at de ser ud til at være tilbage i førersædet. Hardware fokussen blev også understøttet af at virksomheder som Microsoft og Google ikke var repræsenteret. Det er spændende at se hardware og chip producenterne samle bolden op, og det lover godt for fremtiden at de også har fokus på innovation igen.

torsdag den 20. januar 2011

NVIDIA vil bide skeer med Intel og AMD




NVIDIA er i dag mest kendt for at producerer nogen af de bedste grafikchips, eller som de selv kalder dem GPU’er (Graphics Processing Unit), til PC’er og Mac’s. De har mange års erfaring i at designe og producere chips og der er nu noget der tyder på at de har besluttet sig for, at den viden skal bruges på bygge CPU’er til brug i mobiltelefoner, tablets og i nær fremtid traditionelle PC’er.

NVIDIA lancerede deres først CPU, NVIDIA Tegra, tilbage i februar 2008. Tegra processoren er bygget på ARM arkitekturen som i dag findes, fra mange forskellige producenter, i stort set alle mobiltelefoner og tablets. NVIDIA fik deres første store høj profil kunde, med Microsoft Zune HD, i september 2009 og kort tid efter, i januar 2010, lancerede de deres 2. generation chip, NVIDIA Tegra2. I løbet af 2010 annoncerede en del større producenter at de ville lancerer Tegra2 baserede produkter, her under Toshiba, Motorola og LG. Dette er i sig selv ganske flot, men andre producenter som Qualcomm med deres Snapdragon processor, der bruges i mange af HTC’s telefoner, Texas Instruments som har OMAP serien, som Nokia bruger i stor stil og ikke mindst Apple A4, der sidder i iPad og iPhone 4, har en langt større markedsandel.

NVIDIA har dog her de sidste par måneder fået et gevaldigt løft i den betydning deres Tegra2 processor får på verdensmarkedet. Dette er ikke sket så meget gennem opbakning fra producenter af mobiltelefoner og tablets, men genme udmeldinger fra operativsystem producenter. Google meddelte i starten af i år at NVIDIA Tegra2 er blevet valgt som reference platform for deres kommende tablet version af Android (Android 3.0). Samtidig meddelte Microsoft af de ville udvikle Windows (forventeligt den kommende Windows 8) så den kan køre på ARM teknologi.

Googles udmelding er rimelig nem at oversætte til produkter og salg. NVIDIA Tegra2 vil være den CPU der vil være inde i alle nye tablet produkter i forbindelsen med Android 3.0 lanceringen her i starten af 2011. De andre producenter skal nok komme med her også, men de næste 6 – 8 måneder vil Tegra2 dominere. Motorola, Acer, MSI og Asus har alle meddelt at de lancerer Android 3.0 tablets baseret på Tegra2. Det forventes at der skal sælges i retningen af 42 millioner tablets i 2011 på verdensplan. Ud af dem forventes det at Apple sætter sig på omkring halvdelen af dem, men det efterlader også ca. 22 millioner tablets der ganske givet kommer til at have en Tegra2 i maven.

Microsofts udmelding om at de laver en Windows version til ARM teknologien virker ved første øjekast lidt mere svær at sætte direkte i forbindelse med NVIDIA. Der har været en del diskussion, i forbindelse med Microsofts udmelding, om det nu betød at Microsoft for alvor ville have Windows ind på tablet-/mobilmarkedet. Ingen kunne rigtigt forstå hvad der lå gemt i denne udmelding og hvordan Microsoft ville kunne flytte et så tungt operativsystem som Windows ned på en platform som normalt arbejder ved et lavt strømforbrug og minimal lagerplads. Et lidt forsigtig blog indlæg på NVIDIA hjemmeside om et helt nyt projekt i forbindelse med deres store ARM satsning  kaster Microsofts udmelding i et helt andet lys. Projekt Denver fra NVIDIA skal nemlig flytte ARM teknologien ud af den mobile verden og op i desktop/server markedet. Sat sammen så giver Microsofts satsning på ARM teknologi pludselig langt mere mening.

Det er selvfølgeligt stadig en mulighed at Microsoft ønsker at skabe sig et marked for Windows på mobile ARM processorer, men det er langt mere sandsynligt at de i direkte samarbejde med NVIDIA ønsker at skabe en alternativ platform at køre Windows på, end den Intel og AMD tilbyder i dag. En ARM baseret Windows platform rettet mod desktop/server markedet ville kunne drage stor nytte at det lave strømforbrug som ARM processorer er kendt for, samtidig ville det bringe helt nye spillere ind i distributionen af Windows som operativsystem.

Slutteligt giver det NVIDIA muligheden for at tage kampen med deres ærkerival AMD/ATI selvstændigt uden at være afhængig af hvad Intel eller AMD vælger at gøre. Det giver NVIDIA en helt ny position i markedet og gør dem til en alvorlig spiller, lige nu på mobil/tablet markedet, men inden for få år også på det kæmpe marked der er for notebooks, desktops og server. Ganske flot gået af det der for få års siden bare var en lille grafikchip producent.

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...