Teknologi har været en stor del af mit liv i snart 30 år. Min hobby er at udfordre de nyeste teknologier og udforske mulighederne de tilbyder. Jeg er løbende i kontakt med nye produkter og deler her mine tanker om dem og den indvirkning de har på vores dagligdag.
Viser opslag med etiketten sony. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sony. Vis alle opslag
onsdag den 14. januar 2015
Google Cast Audio træder ind på scenen
Google lancerede under CES 2015 Google Cast Audio. Google Cast Audio er en naturlig forlængelse af Google Chromecast teknologien, hvor der i stedet for video er fokus på audiooverførsel. Tanken bag og funktionen er den samme som Chromecast. Google Cast Audio understøttelse indbygges i en musik app og når den er indbygget, bliver det muligt at vælge en Google Cast Audio kompatibel enhed til at afspille musikken på. På samme måde som med Chromecast tager Google Cast Audio enheden over og håndterer lydstreamingen, og derved frigives mobilen eller tableten til anden brug. Flere apps understøtter allerede den nye Cast Audio standard, og da den med stor sandsynlighed minder meget om Chromecast formatet vil de fleste af de apps, der i dag understøtter Chromecast enten allerede eller meget snart understøtte Cast Audio også. På mange måder virker Google Cast Audio på helt samme måde som Spotify Connect. De to standarder er dog ikke kompatible, og Spotify understøtter ikke Cast Audio, endnu.
Selv om Google Cast Audio virker helt oplagt, fik lanceringen mig alligevel til at tænke over, hvordan vi i fremtiden kommer til at bruge online musik. Spotify Connect har været en rimelig succes og Chromecast har været en kæmpe succes. Det unikke ved både Spotify Connect og Chromecast er, at det er super simpelt at bruge. I en understøttende app trykker man blot på en knap, og lyden afspilles eller videoen vises på den valgte enhed. På flere måde samme idé som med Apple Airplay, men en afgørende forskel er, at det ikke er mobilen eller tableten, der afspiller signalet, men derimod modtagerenheden. Dette gør det ikke blot muligt at bruge mobilen eller tableten til noget andet, men det sparer også den samme enhed for at bruge enorme mængder batteri. Den enkle brug har dog en meget vigtigt begrænsning, nemlig manglen på muligheden for at afspille det samme signal på flere enheder i hjemmet. Spotify Connect og Chromecast (og dermed også Google Cast Audio) er altså en point-to-point standard. Der er ingen indbygget mulighed for zone styring eller multi-room som det også hedder.
På lydsiden er Sonos multi-room mesteren. Sonos har i nu 10 år været førende inden for lydhåndtering i hjemmet og understøtter i dag stort alt, hvad der findes af online musik. Har man flere Sonos enheder er det muligt at spille enten forskelig musik eller linke dem sammen og spille den samme musik. Netop denne funktion, og så den enkle brugerfalde som Sonos har, har været fundamentet for den kæmpe succes, Sonos har opnået. De har så stor succes, at flere spillere i elektronik branchen inden for de sidste par år har valgt at lancere konkurrerende systemer. Men er multi-room nu i virkeligheden fremtiden, og er det dét kunderne vil have?
Der er noget, der tyder på at multi-room slet ikke ligger så højt på kundernes ønskeliste, som man kunne tro. Altafgørende succesfactorer er til gengæld brugervenlighed og enkelthed. Disse to aspekter er også nogle af de essentielle elementer i Chromecast’ens enorme succes krydret med det faktum at den stort set ingenting koster. Samme formel ligger også bag Spotify Connects succes. Rigtig mange af de højttalere, der i dag understøtter Spotify Connnect, har fået denne understøttelse via en opdatering af den indbyggede software. Dette har gjort det uhyre billigt for brugerne at komme i gang med Spotify Connect. Flere produkter er allerede på markedet til mellem 500,- til 1.000,- der udvider ens eksisterende højttalere med Spotify Connect.
Den tydelige succes taler for sig selv. Disse point-to-point formater/produkter viser, at kunderne ønsker simplicitet og en virkelig god lav pris. Skulle det lykkedes Google at få Cast Audio ud på markedet til samme lave pris som Chromecast eller i en størstedel af de populære højttalere, som er tilgængelige lige nu, bliver Google Cast Audio uden tvivl en lige så stor succes som Chromecast. Denne succes vil samtidig sikre, at alle udbydere af audio apps til Android og iOS vil indbygge understøttelse af Google Cast Audio.
Hvad betyder denne udvikling for de mere avancerede lydsystemer som Sonos, Bluesound og Heos? Til at starte med, så er prisen for at komme i gang med disse systemer temmelig høj. De er trods deres enkle brugerfalde komplekse at forstå og anvende grundet deres mange muligheder, og jeg forventer, at rigtigt mange, der ejer dem egentligt kun bruger ganske få af de mange funktioner. Denne kompleksitet og høje pris kan vise sig at blive en stor hindring fremadrettet. Heos har valgt at meldt sig under Google Cast Audio fanen, og det ville ikke overraske, om Bluesound ikke også vælger at følge med. Dette gør det nemt for eksisterende brugere at udvide deres system til en lav pris samtidig med, at det for nye kunder gør det nemmere at integrere Google Cast Audio i et mere avanceret system, og for begge typer kunder vil det være nemmere at tilføje en multi-room funktionalitet til Google Cast Audio. Basen for disse systemer bliver dog pludselig ikke deres egen teknologi, men i højere grad deres evne til at forbedre Google Cast Audio oplevelsen. Ender Google med at udvide Cast Audio med multi-room funktion vil disse avancerede systemer helt miste en vigtig del af deres berettigelse.
En anden styrke de mere avancerede systemer har, er lydkvalitet. Komponenterne brugt i flere af systemerne er udvalgt med reel Hi-Fi i mente og kan levere en kvalitet, der kan bruges på selv meget dyre audiosystemer. Vi kender ikke kvaliteten af Google Cast Audio endnu, men da Cast Audio primært er en overførselsprotokol vil den endelige kvalitet i høj grad afhænge af de systemer, der bliver indbygget i enheden. Da Cast Audio bruger WiFi som transportvej, er båndbredden egentlig ikke et issue. De audio formater der understøttes, bliver i sidste ende afgørende. Hvis audiokvaliteten i Google Cast Audio viser sig at være i top, fjerner dette den sidste berettigelse for de avancerede systemer. Det betyder ikke, at de vil forsvinde fra den ene dag til den anden, men derimod at de vil gå sværere tider i møde.
Der er endnu mange ubekendte faktorer ved Google Cast Audio, men meget tyder på, at Cast Audio vil få en lav pris, høj enkelthed og hurtig udbredelse. Dette sammen med potentialet for god lyd kvalitet gør Cast Audio til en ægte trussel mod de etablerede audiosystemer på markedet i dag. Om Google lykkedes med deres mission vil kun tiden vise, men jeg vil anbefale at du holder godt øje med denne nye lydstandard.
lørdag den 25. februar 2012
HbbTV - SmartTV på TV seerens vilkår (Opdateret)
| Info om kampen via HbbTV standarden |
SmartTV har gjort sit indtog i de danske stuer. Selv rimeligt billige fladskærme har i dag en eller anden form for netadgang indbygget. Der er dog flere ting som gør, at disse ellers smarte funktioner ikke bliver brugt i den grad som producenterne havde forventet.
Der er ikke nogen standard, hverken for apps eller brugerfalden. Alle producenter gør det på deres måde, og ingen af dem er specielt gode. Samsung er grundet deres markedsandel her i Danmark dem med den største udbredelse a SmartTV. Det er nok i virkeligheden også den, som er mest gennemført. Sony, Philips og LG har deres versioner, men ingen af dem bringer en enkel og overskuelig oplevelse til brugeren. Philips og LG har ellers forsøgt at skabe en standard, men da de ikke engang i fællesskab har en særlig stor andel af SmartTV markedet er det ikke rigtigt slået an. Nu ser det dog ud til, at de gamle europæiske radiofonier har taget sagen i egen hånd og forsøgt at skabe en standard, som ikke blot ville kunne overskride TV producent grænser men også TV platforme.
HbbTV (Hybrid Broadcast Broadband TV) er deres bud på en SmartTV standard, som vil kunne afløse TextTV, EPG guides og apps platformen. Ikke nok med det HbbTV gør det også muligt at ligge informationer ind over live TV signalet. Det bliver derfor muligt at følge andre fodboldkampes resultater medens man ser den vigtigste live, eller at have opdaterede informationer om omgangstider og positioner når man ser Formel 1. Standarden er udviklet så den vil virke på alle digitale platforme både DVB og IP TV. HbbTV er oprindeligt Fransk og bliver desuden testet i Tyskland lige nu.
Flere TV understøtter allerede HbbTV, og Sony, Philips og LG er med i HbbTV gruppen. DR vil i løbet af 2012 køre en række pilotprojekter med HbbTV. Vi kan derfor forventet at skulle opleve det nye SmartTV allerede i år. Det interessante ved HbbTV ud over de tekniske aspekter er, at det er indholdsproducenterne, der er gået sammen for at bygge noget de kan bruge. Det betyder, at der i deres leverance vil være fokus på indhold, og ikke på tekniske løsninger som de SmartTV platforme TV producenterne har lavet. Det skulle gerne betyde, at de løsninger vi ser fra DR, TV2, SBS og Viasat vil være lavet så de bringer værdi til TV oplevelsen, og ikke blot er en række smarte ting, der kan gøres ved siden af TV oplevelsen.
SmartTV startede sit liv som muligheden for at gå på nettet via sit TV. Det har ikke overbevist mange brugere, men har helt sikkert stadig sin berettigelse. Den almindelige TV forbruger vil begynde at sætte pris på internettet i TV’et, når det kan bringe værdi til den TV oplevelse de har. Sportsprogrammer er helt oplagt her, men også programmer som X-Faktor og andre programmer, der er afhængig at brugerinput vil kunne nyde stor fordel af den integrerede løsning. Muligheden for at fordybe sig i en program producents online univers under eller lige efter en udsendelse, vil også være en måde at holde TV brugeren fra at skifte kanal og derved øge reklame indtægterne. Det er ikke blot program producenterne der kan nyde godt af disse nye muligheder, også YouSee og Stofa ville kunne tilbyde mange af deres løsninger via HbbTV. De vil på den måde undgå at skulle forære deres kunder en dyr boks. Slutteligt bliver det også muligt at lave en helt almindelig app, som kan ligge på brugerens TV. Det åbner for leverance af kanaler eller programmer, som ellers ikke ville være en del af det normale TV udbud.
HbbTV har kæmpe potentiale, men det kræver fuld opbakning fra alle TV producenter før det kan få succes. Lige nu mangler Samsung fra listen af TV producenter, der bakker op om HbbTV. Med en markedsandel på omkring 50% i Danmark er de afgørende at få med. HbbTV kan dog blive den standard som gør, at selv de almindelige danskere kommer med på SmartTV bølgen, og derved også begynder at bruge de mange spændende apps, som allerede findes der ude.
Opdatering:
DR har startet en test af HbbTV og jeg har lavet denne lille video som viser deres bud på en HbbTV brugerfalde. Den trækker på deres video arkiv fra DR NU.
[14-04-2012] YouSee sender nu DR's HbbTV signal ud over DVB-C på DR K og DR HD.
tirsdag den 6. september 2011
IFA 2011 - Oplevelser, tanker og kommentarer
Det var med stor spænding jeg trådte ind af dørene til IFA messen i Berlin mandag morgen. I dagene før messen startede og den første officielle dag nærmest væltede det ud med produkt lanceringen og nyheder. Samsung, Acer, HTC, Toshiba og Lenovo havde alle interessante produkt lanceringen at vise frem. Samsung stjal dog nok det meste af opmærksomheden med deres lancering af Galaxy Note og Galaxy 7.7. To dage efter var Samsung så igen på alles tunger, men denne gang var det rigtigt kedelige nyheder. Det var lykkedes Apple at få et forbud op og stå mod Samsung således de ikke kunne vise Galaxy 7.7 på messen og den blev derfor fjernet over weekenden. En sag der er sørgelig på flere måder, da jeg derfor ikke fik mulighed for at se Galaxy 7.7 med egne øjne og fordi Apples nådesløse jagt på Samsungs's tablet serie er en ualmindelig ubehagelig måde at gøre forretning på.
Da min tur til IFA var på vegne af det firma jeg arbejder for og da jeg havde en kollega med, var min mandag rimelig booket med møder. Vi startede dog hos Samsung så jeg fik tid i selskab med Galaxy Note. Som det er blevet nævnt en del steder så er det en 5,3" mobil eller tablet? Der er dog noget der tyder på at Samsung ser det som en mobil da de har valgt at satse på Android 2.3.5 og ikke Honeycomb som jo bruges til tablets. Det er ellers ikke fordi opløsningen ikke er stor nok, den er på imponerende 1280 x 800 hvilket er en del mere en f.eks. HTC Flyer som får en Honeycomb opdatering her inden så længe. Galaxy Note har ellers en vigtigt ting til fældes med HTC Flyer, nemlig pennen. I modsætning til Flyer, så virker pennen på Galaxy Note, dog til navigation og til at tegne med. Jeg havde ikke tid nok til at gå i dybden med hvor godt pennen er indarbejdet i Android brugerfladen og de medfølgende programmer, men et hurtigt kig på listen af installerede apps viste at udvalget meget ligner det man ser på HTC Flyer. Samsung Galaxy Note er hurtig, meget hurtig. Den er bygget på en dual core 1,4 GHz processor og det gør brugerfalden behaglig hurtig, på trods af den høje opløsning. Spørgsmålet er så om det virkelig er en mobil. Jeg vil mene ja. Den er meget tynd og vægten er ikke voldsom, så den vil passe fint i en bukselomme. Desuden gør prisen, som bliver på 5.600,- uden abonnement, at den faktisk er for dyr til at være en tablet. Jeg gav den 'op til øret' testen og det virkede ikke fjollet på samme måde som den oplevelse jeg fik med Dell Streak, den oprindelige Galaxy Tab eller HTC Flyer, som alle tydeligt virkede for store til at holde op til øret. Der er ingen tvivl om at den store skærm vil gøre Galaxy Note til et niche produkt til at starte med, men smartphones med store skærme vælter frem i denne tid og mit bud er at når vi begynder at skrive 2012 så vil en mobil med en skærm på 5" ikke være noget særsyn.
Mandag eftermiddag blev brugt hos Philips, og selv om de havde en del at fortælle så var der ikke voldsomt mange egentlige nyheder. Det er dog værd at nævne at de har lavet en række lyd docks til Android mobiler, men en meget fancy løsning på problemet med at microUSB stikket typisk ikke er placeret samme sted på de forskellige modeller. Der ud over kommer der 3 SmartTV bokse, som er beregnet til brug på ældre fladskærme, så de kan få glæde af alle de nye spændende muligheder som har åbnet sig efter at vores TV er kommet på nettet. De vil understøtte DLNA, Philips SmartTV løsningen og række Premium produkter for den dyreste model. På SmartTV siden fortalte LG, på et pressemøde før IFA startede, at de var gået sammen med Philips, Sharp og Loewe om at bygge en fælles platform for SmartTV apps. Det betyder at det nu bliver voldsomt meget nemmere for udviklere at nå et stort publikum på tværs af flere producenter med kun en app. Noget der helt sikkert vil hjælpe alle 4 partnere få en masse nye spændende apps i deres univers meget hurtigt.
Efter Sony ville jeg besøge HTC for at de deres HTC Titan, en 4,7" Windows Phone mobil som de lancerede i dagene op til IFA. Jeg havde desværre en del bøvl med at finde dem, men fik dog nogen minutter med den hos Brightpoint som havde en lille HTC stand. I sammenligning med Galaxy Note virkede den nu ikke så voldsom, men HTC's anden Windows Phone lancering HTC Radar som en en 3,7" mobil stod lige ved siden af og sat op ved siden af hinanden ses forskellen meget tydeligt. Bygge kvaliteten er klassisk High end HTC og det samme er stilen. Den havde dog nogen temmeligt skarpe kanter hele vejen rundt som jeg tro kunne blive irriterende at holde på under en længere samtale. Windows Phone kørte hurtigt og let, men grundet tid så kom jeg aldrig rigtigt i dybden med den. Jeg håber at få mulighed for at teste den mere grundigt på et senere tidspunkt.
Tiden var gået og der skulle sættes kurs mod lufthavnen for at nå vores fly hjem. Jeg fik ikke stoppet forbi Acer, Toshiba eller Lenovo for at se deres Ultrabook lanceringer, hvilket jeg havde håbet at få tid til. Jeg må vende tilbage til disse produkter på et senere tidspunkt og om ikke andet så håber jeg at se mere til hele Ultrabook produkt kategorien på CES i januar. IFA 2011 blev i år brugt til at sætte helt nye standarder for størrelsen på smartphones, Windows bærbare og tablets, og ikke mindst slå fast at Android tablets er kommet for at blive og at de helt store producenter som Sony og Samsung nu er 100% kommittent til at få dem til at blive en succes.
Abonner på:
Opslag (Atom)
24 timer med en elbil - erfaringer og tanker
Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...