tirsdag den 16. august 2011

Google har købt Motorola - Hvad betyder det i Danmark



Google meddelte i går at de køber Motorola Mobility for intet mindre en 12,5 milliarder dollars, eller noget der ligner 68 milliarder danske kroner. Hvad er det Motorola har at tilbyde Google som gør dem så mange penge værd?


Her i Danmark har Motorola levet en meget tilbageholden tilværelse de sidste 4 - 5 år og det kan derfor være svært for os at gennemskue ideen med købet. På det Amerikanske marked, Googles hjemmemarked, har Motorola helt anderledes godt fat i teleselskaberne og har faktisk lanceret en del avancerede mobiler som er blevet ganske godt modtaget. Der ud over har de besluttet at satse 100% på Android, og var da også udvalgt af Google som lanceringspartner på Honeycomb (Google Tablet version af Android), da den blev lanceret på CES 2011. Google køber sig altså en hardware producent som er komittet til Android, og som har stor erfaring i produktion af mobiltelefoner. Motorola er nemlig ikke nogen grønskolling når det kommer til mobiltelefoner. De var faktisk drivkraften bag ved det vi i dag kender som mobiltelefonen og havde meget stor succes på verdensmarkedet tilbage i 90’erne. De har undervejs taget en meget stor andel patenter og har lige nu noget i retningen af 17.000 godkendte patenter og omkring 7.500 patenter inde til godkendelse. Disse patenter er også en meget vigtig del af Googles køb. Android bliver lige nu presset verden over af søgsmål af alle mulige typer. Google besidder ikke særlig mange patenter og har derfor meget svært ved at beskytte Android. De har brug for patenter at trække på for at kunne slå tilbage på de anklager de møder. Med købet af Motorola for de i et snuptag adgang til en lang række patenter som vedrører mobiltelefoner og sandsynligvis også design elementer omkring mobile operativsystemer.


Der er ingen tvivl om at købet af Motorola vil styrke Android, men jeg tror primært det bliver i USA. Hvis Google planlægger at bruge Motorola aktivt i deres lancering af nye versioner af Android så kunne man nemt forstille sig at flere af de nuværende mobilproducenter som har Android som deres primære OS ville kigge sig om efter alternativer. Det er trods alt svært at konkurrere mod en mobil producent som er ejet af OS leverandøren. Motorola har samtidig ikke meget af et navn ret mange steder i verden og Google vil derfor skulle re-brande Motorola på temmelig mange markeder, hvor Samsung og HTC i dag har rigtigt godt fat. Vælger Samsung, HTC og LG at satse på et alternativt OS (det kunne være Windows Phone, eller HP’s WebOS) ville de sandsynligvis fortsat kunne holde på en meget stor del af deres kunder da kunderne primært vælger produktet på basis af dets design og kvalitet i daglig brug, og ikke så meget på grund af hvilket mobilt OS det bruger.


Hvordan kommer vi så til at opleve Google købet her i Danmark? Jeg vil ikke forvente at der sker en hel masse de næste 6 måneder. Producenterne har gang i de næste modeller og med mindre de helt vælger at annullere dem så vil julesalget i Danmark være fyldt med Android mobiler fra HTC, Samsung, SonyEricsson og LG. Efter nytår vil der nok begynde at ske noget. Vi vil ganske sikker skulle genforenes med Motorola i en eller anden form. Jeg kunne forestille mig at vi i højere grad vil opleve Windows Phone mobiler ikke blot fra Nokia, men også fra HTC og Samsung. På tablet siden er situationen lidt mere speget. Lige nu har Apple formået at stoppe Samsungs salg af deres Galaxy Tab og selv om de skulle få gang i salget igen så begynder Windows 8 og muligvis WebOS, fra HP, pludselig at være interessante OS’er til tablets. Windows 8 ikke mindst hvis Samsung i forvejen har styrket deres position på Windows Phone.


Hele denne situation kan selvfølgeligt ændre sig igen, hvis Microsoft vælger at det nu er nødvendigt at købe Nokia for at sikre sig sammen hardware / OS / tjeneste økosystem som Apple og nu Google har. Det vil låse endnu et mobilt OS til en bestemt hardware platform og så er der pludseligt kun WebOS, MeeGo og Bada tilbage som alternativer. Jeg tror dog ikke på at Microsoft tager dette skridt. Deres erfaringer viser klart at licens strukturen er den mest profitable.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

24 timer med en elbil - erfaringer og tanker

Jeg har længe ønsket at finde ud af, hvordan det føles at leve med en elbil. Ikke fra en bil performance perspektiv, men fra et hverdags...